Teknologi

To millioner danskere har valgt Rejsekort appen

To millioner danskere har allerede gjort mobilen til deres nye rejsekort – og nu buldrer digitaliseringen af den kollektive transport frem i et tempo, der sender plastikkortet på pension.

Rejsekort app

Rejsekort-appen har ramt en milepæl, som selv de mest optimistiske transportfolk nok ikke havde turdet love: Over to millioner danskere har allerede taget den digitale rejsemakker til sig. Siden lanceringen i september 2024 er appen blevet brugt til mere end 48 millioner rejser – og dermed er mobilen i rekordfart blevet det foretrukne sted at checke ind og ud i den kollektive transport.

Tallene taler sit tydelige sprog: Rejsekort-appen er blevet en digital succes, som faktisk gør det lettere at rejse på tværs af landet. Over to millioner gange har brugere allerede tilføjet ekstra passagerer, cykler og hunde i appen. Bedømmelserne er også pæne: 4,6 stjerner i App Store og 4,4 stjerner i Google Play.

Ifølge Rejsekort & Rejseplan A/S er det både unge, børnefamilier, pendlere og pensionister, der er gået ombord i appen – alle tager mobilen frem i stedet for plastikkortet. Og det er præcis den udvikling, Rejsekort & Rejseplan A/S havde håbet på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

”Inden vi lancerede appen ønskede to tredjedele af vores brugere en digital version af det fysiske Rejsekort,” fortæller Jens Willars, kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S. Ifølge ham viser det massive brugerantal, at der er bred opbakning til en mere digital kollektiv transport i Danmark.

Farvel til det gamle Rejsekort – men ikke til alle

Men succesen betyder også et farvel. I maj 2026 lukker det klassiske fysiske Rejsekort. Flere har frygtet, at digitaliseringen ville efterlade børn, teknologiforskrækkede eller dem uden smartphone på perronen. Og her kommer Basiskortet ind i billedet.

MERE OM SAMME EMNE:

Basiskortet er et nyt, fysisk alternativ, der fungerer meget som det velkendte blå kort – bare uden personlige oplysninger, hvis man vil rejse anonymt.

“Vi ved, at der er en gruppe, som af forskellige årsager ikke har mulighed for eller ikke ønsker at bruge en app. Derfor lancerer vi Basiskortet,” siger Jens Willars. Kortet lander i starten af 2026, så alle kan nå at skifte i god tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LÆS OGSÅ: Alt om Basiskort – Rejsekortets afløser.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.