Toyota går langt for at gøre sin opdaterede bZ4X mere attraktiv for danskerne. Når bilen lander til efteråret, kan den nemlig finansieres med 0 procent i rente – et tilbud, der skal give flere lyst til at tage springet til elbil.
Det lyder næsten som en bankreklame, men tilbuddet kommer direkte fra Toyota. Lægger du 20 procent i udbetaling, kan du finansiere resten af bilen rentefrit over op til otte år. På en bZ4X Active sparer det dig ifølge Toyota mere end 42.000 kroner sammenlignet med normalrenten.
Samtidig dækker Toyota alle eventuelle punkteringer, dækskader og dertilhørende bugseringsomkostninger, når man vælger at få finansieret sin personbil gennem Toyotas eget finansieringsselskab, Toyota Finans.
Som ekstra sikkerhed fastholder Toyota sit koncept med tilbagekøbsgaranti: Efter fem år kan bilen altid sælges tilbage til Toyota for minimum restgælden. Det giver en vis ro i maven i et marked, hvor elbilernes værdi kan ændre sig hurtigt.
En hård kamp om kunderne
Det er ingen hemmelighed, at konkurrencen blandt elbiler er benhård – og Toyota ved godt, at der skal mere end bare opdateret teknik til at overbevise danskerne. Med 0 procent i rente håber producenten at gøre bZ4X til et oplagt valg for dem, der ellers havde kigget på konkurrenter som Hyundai Ioniq 5 eller Tesla Model Y.
For købere, der alligevel ville finansiere bilen, kan det bestemt være et attraktivt tilbud. Men det kræver, at man er indstillet på en lang løbetid og bundet til Toyotas eget finansieringsselskab. Til gengæld er rentefri finansiering en sjældenhed på bilmarkedet – og derfor en mulighed, som mange nok vil overveje nøje.
Opdateret 29.08.2025: Vi skrev fejlagtigt, at man samtidig kunne få metallak uden merpris. Det var en fejl. Den mulighed tilbyder Toyota udelukkende, hvis man køber bilen på anden vis – ikke, hvis man vælger tilbudet med 0 procent rente. “Det er enten eller,” fortæller Toyota.











