Det er ingen overraskelse af spiludvikleren Valve er med på virtual reality-bølgen, de har trods alt udviklet VR-systemet Vive sammen med HTC, men ud over et eksperimentalt minispil The Lab, har Valve ikke lavet indhold til VR.
Valve, der slog igennem med Half-Life, har ikke udgivet et stort spil siden Free to play-spillet DOTA 2 for mere end tre år siden. Og deres sidste 3D-spil med en historie var Portal 2 fra 2011. Fans af Valve har ventet så længe på Half-Life 3 (2’eren kom i 2004 efterfulgt af et par små ekstra episoder), at det er blevet en stående joke – og ingen ved, om der overhovedet kommer en 3’er. Valve har høstet fremragende anmeldelser og store salg på spil som Half-Life, Portal og Team Fortress 2, men har i de seneste år mest helliget sig til at udvikle deres virtuelle spilbutik Steam samt hardwareudvikling – så for fans af spiludvikleren Valve er dette også fremragende nyt. Spørgsmålet er, om det er fremragende nok til at forsvare investeringen i virtual reality-briller og andet udstyr.
Virtual reality er en begrænset succes
Men nu har Valves øverste chef Gabe Newell udtalt til journalister ved et pressemøde i Valves hovedsæde i Seattle, at de arbejder på tre VR-spil. Og Newell understregede, at der ikke ville være tale om minispil eller VR-oplevelser, men tre fuld længde-spil. Yderligere detaljer ville han ikke give, andet end af spillene bliver udviklet i Valves egen 3D-engine Source 2 og i Unity.
Artiklen fortsætter efter annoncen

