Der er fart på hos Xpeng. De har kun lige præsenteret den nye L03 i München, før den næste model i rækken begynder at tage form. Den kommende Xpeng L05 optræder i den kinesiske typegodkendelsesdatabase, hvor billeder og de første tekniske oplysninger afslører en stor SUV med tydelige designtræk fra den billigere L03.
L05 måler 4,87 meter i længden, 1,93 meter i bredden og 1,64 meter i højden. Akselafstanden er 2,94 meter. Dermed er den 22 centimeter længere end L03, mens afstanden mellem hjulene vokser med ni centimeter. Det bør kunne mærkes på især bagsædepladsen og bagagerummet, men de endelige kapacitetstal er endnu ikke offentliggjort.
Xpeng har registreret modellen med to forskellige drivlinjer. Den rene elbil får en elmotor på 183 kW, svarende til 249 hestekræfter, og et LFP-batteri fra den kinesiske batteriproducent CALB.
Derudover kommer en EREV-udgave, hvor en mindre benzinmotor fungerer som rækkeviddeforlænger. Den løsning er især rettet mod markeder, hvor ladenettet endnu ikke er tilstrækkeligt udbygget. Den løsning findes i øvrigt også på L03, men den kommer ikke til Danmark.

Europa er stadig et spørgsmålstegn
De vigtigste oplysninger mangler fortsat. Xpeng har hverken oplyst batteristørrelse, rækkevidde, ladehastighed, pris eller lanceringsdato for Xpeng L05. Registreringen viser først og fremmest, at bilen er på vej mod det kinesiske marked. Den er ikke i sig selv en bekræftelse på, at modellen kommer til Danmark eller resten af Europa.
Det vil dog ikke være overraskende, hvis L05 senere følger efter L03. Xpeng satser stadig mere internationalt, og L03 er udviklet som en global model, der skal sælges på tværs af Europa, Asien, Mellemøsten og Latinamerika. Indtil videre er L05 dog blot endnu en lovende kinesisk elbil, som europæiske købere ikke nødvendigvis får mulighed for at købe.









