Underholdning

YouSee varsler store prisstigninger på tv – igen

Endnu et nytår, endnu en regning: YouSee hæver tv-priserne for tredje gang på under et år – denne gang med op til 43 kroner ekstra om måneden.

yousee

Har du stadig et klassisk tv-abonnement hos YouSee? Så kan du godt forberede dig på, at regningen stiger endnu engang, når kalenderen rammer 2026. Danmarks største tv-distributør hæver nemlig priserne på pakkerne – denne gang med mellem 16 og 43 kroner om måneden. Det skriver Flatpanels.dk.

Det er tredje omgang prisstigninger på under et år. Først kom januar 2025 med hop på op til 50 kroner. Så fulgte juli, hvor en ny momslov gav yderligere stigninger på op til 30 kroner. Og nu er det altså igen tid til, at kunderne skal have pengepungen op af lommen.

Ifølge YouSee rammer prisstigningerne forskelligt afhængigt af, hvor stor en pakke du har. Jo mere indhold, jo højere stigning. Alle berørte kunder får besked direkte via brev eller e-mail i løbet af oktober og november.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Viaplay på menuen

Som plaster på såret tilføjer YouSee mere indhold. Fra 1. januar bliver Viaplay Sport News en fast del af både Grund-, Mellem- og Fuldpakken. Har du Mellempakken, får du desuden adgang til Viaplay Film & Serier, mens Fuldpakken opgraderes til Viaplay Premium – med hele Viaplays sportskatalog, inklusive fodboldligaer, Formel 1 og mere.

MERE OM SAMME EMNE:

Viaplay Sport News har tidligere været med på prøve, men gøres nu permanent i tv-pakkerne.

YouSee Play, streaming-alternativet til de faste pakker, slipper denne gang for prisstigninger. Her er startprisen fortsat 329 kroner om måneden – men det er kun, fordi prisen allerede blev hævet i juli.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.