×
Teknologi

3 halverer prisen på ekstra data

For at hjælpe de mennesker, der arbejder hjemmefra i disse uger, har teleselskabet 3 valgt at halvere prisen på data i en periode.

For at imødekomme de (sikkert få) mennesker, der arbejder hjemmefra i disse uger og er helt afhængige af mobildata, har teleselskabet 3 valgt at give en midlertidig rabat på 50 procent på tilkøb af ekstra data, fortæller selskabet i dag i en pressemeddelelse.

Samtidig følger teleselskabet i hælen på Yousee og giver gratis opkald og sms’er til alle de danskere, der endnu befinder sig i udlandet. 3 kaster desuden en 1 GB data i puljen. Det tilbud gælder frem til 31. marts, mens den nedsatte datapris gælder “mens myndighederne anbefaler danskerne at blive hjemme”.

– Coronakrisen er en ekstraordinær situation, som betyder, at vores kunder pludselig står med nogle helt andre behov end for bare en uge siden. Derfor har vi valgt at ændre priserne for ekstra data, så længe myndighederne anbefaler, at vi alle sammen holder os hjemme, og ændre vilkårene for 3LikeHome og udlandstelefoni i en periode, så vores kunder får én ting mindre at bekymre sig om, siger David Elsass, der er direktør for privatmarkedet hos 3, i pressemeddelelsen.

Med rabatterne bliver de midlertidige priser på ekstra data hos 3:

  • 1 GB data: 25 kr.
  • 5 GB data: 55 kr.
  • 10 GB data: 65 kr.
  • 50 GB data: 100 kr.
  • 100 GB data: 150 kr.
  • 1 TB data (kun muligt at tilkøbe til Internet til hjemmet): 115 kr.

3 fortæller desuden, at kundernes dataforbrug i de seneste uger er steget med gennemsnitligt 40 procent. Stigningen var markant i timerne efter at statsminister Mette Frederiksen stod frem og lukkede skoler og bad folk arbejde hjemmefra.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.