Ny plastfilm flår viruspartikler i stykker

En ny plastikfilm fra australske forskere kan ødelægge virus uden sprit, klor eller andre kemikalier.

Fremtidens mobilskærme, tastaturer og hospitalsudstyr kan måske få en usynlig virusdræber på overfladen. Forskere fra RMIT University i Australien har udviklet en ultratynd plastikfilm, der ikke bekæmper virus med kemi, men med ren fysisk vold. Overfladen er dækket af mikroskopiske søjler, som griber fat i viruspartikler og strækker dem, til de går i stykker.

I laboratoriet blev filmen testet mod human parainfluenza-virus type 3, der blandt andet kan give bronkitis og lungebetændelse. Resultatet var markant: Efter en time var omkring 94 procent af viruspartiklerne enten ødelagt eller så beskadigede, at de ikke længere kunne formere sig.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Inspireret af insekter

Teknologien er inspireret af cikadevinger, der i naturen har overflader med bittesmå strukturer, som kan ødelægge bakterier. Forskerne har efterlignet princippet i plastik ved at skabe såkaldte nanopillars – små søjler med en afstand på omkring 60 nanometer.

Til sammenligning er et menneskehår omkring 60.000 nanometer tykt. Det er altså ikke en belægning, man kan se eller mærke, men på virusniveau fungerer den som en dødelig pigmåtte.

“Vi vil en dag få overflader som telefonskærme, tastaturer og hospitalsborde dækket med denne film, der dræber virus ved kontakt uden hårde kemikalier,” siger studiets hovedforfatter, Samson Mah fra RMIT University.

Ikke en erstatning for rengøring endnu

Det lyder som en oplagt løsning til hospitaler, plejehjem, offentlig transport og alt det, vi rører ved mange gange om dagen. Fordelen er, at filmen ikke kræver desinfektionsmiddel og i princippet kan arbejde hele tiden.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Men der er også grund til at holde fødderne på jorden. Forskerne har foreløbig kun testet teknologien på én type virus, og den virkede bedst på en virus med en relativt sårbar fedthinde. Nu skal det undersøges, om filmen også virker mod mindre og mere robuste virus.

Derudover mangler der test på buede og mere slidte overflader, hvor de små strukturer kan blive påvirket. Med andre ord: Det her er ikke en undskyldning for at droppe håndvask, rengøring eller almindelig hygiejne.

Men hvis teknologien holder uden for laboratoriet, kan den blive en af de mere interessante opfindelser i kampen mod smitte på de overflader, vi alle sammen rører ved hver dag.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.