×
TeknologiTophistorie

3 prøvekører 5G på Amager

Teleselskabet 3 tester i øjeblikket to forskellige typer 5G på Amager og i Roskilde – det ’ægte 5G’ og ’5G light’.

Ligesom de øvrige danske teleselskaber planlægger 3 at gå i luften med 5G inden årets udgang. 3 vil til en start tilbyde adgang til 5G via 700 og 1800 Mhz frekvenserne, der kan give hastigheder på op til 300 Mbit/s afhængig af enhed og placering – altså en slags ‘5G-light’. Den ‘rigtige’ 5G, der kan give markant højere hastigheder er afhængig af 3,5 Ghz-båndet, som først sættes på auktion af Energistyrelsen engang i efteråret.

Men teleselskabet 3 har allerede eksperimenteret med 3,5 Mhz-båndet. Det testes i øjeblikket på Amager og her er man nået op på hastigheder på 1 Gbit/s, hvilket er 10 gange hurtigere end en god 4G-forbindelse på 3’s netværk i dag.

Ved en tidligere test af samme frekvenser på 3’s hovedkontor i Københavns Sydhavn, nåede 3 op på hastigheder på hele 1,5 Gbit/s, fortæller selskabet i en pressemeddelelse.

– Vi er meget spændte på den kommende auktion, hvor de mere kraftfulde frekvenser kommer i udbud. Man fristes til at kalde det for det første ’ægte 5G’. Med disse frekvenser på hånden vil vi for alvor kunne dykke ned og udforske teknologiens muligheder, siger Stefan Ring Støhrmann, der er radionetværkschef hos 3.

5G
Radionetværkschef hos 3, Stefan Ring Støhrmann, ved 3’s 5G-test på Amager.

– En af de første oplagte use cases vil være en videreudvikling af vores mobile bredbånd til hjemmet og kontoret. Det kører godt på 4G i dag, men med 5G får vi på sigt endnu højere hastigheder og kortere responstider og kan således dække samtlige behov på markedet. Med 5G får vi for alvor et omkostningseffektivt og bæredygtigt alternativ til fast bredbånd, herunder xDSL, kabel og fiberteknologi, afslutter Stefan Ring Støhrmann.

Fakta om 3’s 5G-tests

  • 3 forventer at lancere 5G i slutningen af 2020 på 1800 og 700 MHz.
  • 3 tester 5G på Amager på 3,5 GHz-frekvenser udlånt af Energistyrelsen. 
  • 3,5 GHz-båndet er det første ’rigtige’ 5G-bånd, der er egnet til landsdækkende udrulning, men det forventes først at komme på auktion hos Energistyrelsen sidst på året.
  • 3 har pilottestet 3,5 GHz-frekvenserne fra Energistyrelsen og målt hastigheder i eget netværk på op mod 1,5 Gbit/s.
  • 3 tester i et lukket miljø på 20 mastepositioner i Roskilde. Testen foregår på selskabets tidligere indkøbte frekvenser på 1800 MHz-båndet.
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.