Abonnement på dine yndlingsfilm og serier er ikke længere nogen billig fornøjelse. En sammenligning af priserne ved streamingtjenesternes debut og nu viser, at priserne er steget markant hos de fleste – og hos en enkelt er prisen mere end fordoblet.
Tag Apple TV+ som eksempel: Da tjenesten åbnede i Danmark i 2019, kostede det blot 39 kroner om måneden. I dag er prisen 79 kroner – en stigning på hele 103 procent på bare seks år.
Men Apple er langt fra alene. Også danske TV 2 Play har skruet voldsomt op. I 2013 kunne du få adgang til live-tv for 99 kroner om måneden. I dag skal du punge ud med 179 kroner – hvilket svarer til en 81 procents stigning. Og vil du have den komplette pakke med sport og reklamefri adgang, så hedder prisen 399 kroner.
Netflix, som var først med abonnement-streaming herhjemme, har også hævet prisen betydeligt: Fra 79 til 129 kroner for standardpakken. En 63 procents stigning siden 2012. Og hvis du vil have 4K og flere samtidige brugere, skal du af med 169 kroner.
De nyere spillere er ikke gået fri. Disney+ har hævet prisen fra 59 til 89 kroner siden 2020 – og har ligesom konkurrenterne introduceret en Premium-pakke til 129 kroner. Samme model følger SkyShowtime, som kun har eksisteret i Danmark siden 2022, men allerede har løftet prisen med 29 procent.
Det dyre overblik Ifølge vores tal er den gennemsnitlige årlige prisstigning på tværs af tjenesterne mellem 4 og 17 procent. Og med introduktionen af reklamefinansierede billigabonnementer og dyrere “premium”-pakker med 4K og flere brugere, bevæger markedet sig mod en ny virkelighed, hvor standardabonnementet kun er startniveauet.
Det er især tydeligt hos HBO – som i dag hedder Max (og snart igen HBO Max). Her er basisabonnementet steget fra 79 til 119 kroner, og vil du have det hele – altså 4K, Dolby Atmos og op til fire samtidige streams – koster det nu 149 kroner om måneden.
Viaplay og Amazon Prime har også justeret priserne opad. Amazon Prime, der ellers længe var den billigste tjeneste, er steget fra 45 til 59 kroner siden 2016. Hos Viaplay skal du nu betale 149 kroner for film og serier – mod 99 kroner i 2011.
Det, der begyndte som et billigt alternativ til kabel-tv, er nu en jungle af priser, pakker og reklamefinansierede varianter. Forbrugerne må i dag navigere i et landskab, hvor et “fuldt” streaming-setup nemt løber op i adskillige hundrede kroner om måneden – og hvor det måske ikke længere kan betale sig at abonnere på det hele hele tiden.
Der er kort sagt gået abonnementstræthed i streamingmarkedet. Spørgsmålet er, hvor meget mere vi vil – eller kan – betale, før vi begynder at vælge fra.