Store amerikanske techgiganter som Google og Facebook kan snart blive ramt af en ny digital tjenesteydelsesskat i Tyskland. Ifølge Reuters arbejder landets regering under den nye kansler Friedrich Merz på et lovforslag, der vil pålægge en skat på 10 procent af indtægterne fra digitale tjenester leveret i Tyskland.
Planen er resultatet af en politisk aftale indgået tidligere i år mellem flere partier i den tyske forbundsdag, og forslaget har fået støtte fra blandt andet kulturminister Wolfram Weimer. I et interview med magasinet Stern udtalte han, at techgiganterne “tjener milliarder i Tyskland med ekstremt høje profitmarginer”, samtidig med at de, ifølge ham, betaler meget lidt i skat, investerer for lidt og bidrager for lidt til samfundet.
Den foreslåede skat skal gælde for store techgiganter, der opererer i Tyskland, men som ofte har deres hovedkvarter og skattebase uden for EU. Lovforslaget er en del af en bredere europæisk og global tendens, hvor flere lande forsøger at beskatte techgiganters aktiviteter mere effektivt.
Artiklen fortsætter efter annoncen

