I 2024 faldt prisen på batteripakker til elbiler med hele 20 procent. Det er det største fald siden 2017 og kan få stor betydning for alle, der overvejer at skifte til elbil. Lavere batteripriser betyder nemlig, at bilproducenterne får bedre muligheder for at sænke priserne – eller øge rækkevidden uden at hæve priserne.
Og det er ikke en bagatel. Batteriet er stadig den dyreste enkeltkomponent i en elbil.
Ifølge den internationale energiorganisation IEA skyldes det markante prisfald især øget konkurrence, større produktion og et midlertidigt overskud af råmaterialer som lithium. Særligt i Kina er udviklingen gået stærkt. Her er både teknologi, arbejdsstyrke og produktion i front, og i 2024 stod kinesiske fabrikker for intet mindre end 80 procent af den globale celleproduktion.
Artiklen fortsætter efter annoncen

