Adobe har netop løftet sløret for en ny kameraapp til iPhone, der skal gøre det lettere at tage billeder i høj kvalitet – uden at skulle rode med store kameraer eller tung redigering bagefter. Appen hedder Project Indigo og er gratis at hente for brugere med nyere iPhones.
Det særlige ved Indigo er, at den kombinerer flere billeder i ét, hvilket giver mindre billedstøj og bedre dynamik – altså forskellen mellem lyse og mørke områder i billedet. I praksis betyder det mere detaljerede fotos, især i udfordrende lysforhold. Adobe lover en mere naturlig og “spejlreflekslignende” billedstil, uden at man skal gøre meget selv – medmindre man vil.
For dem, der ønsker fuld kontrol, tilbyder den nye Indigo kameraapp også manuelle indstillinger som fokus, lukkertid, ISO og hvidbalance – noget mange iPhone-brugere ellers må ty til tredjepartsapps for at få adgang til.
Bag appen står blandt andre Marc Levoy, der tidligere arbejdede hos Google og var en af hovedkræfterne bag kamerateknologien i Pixel-telefonerne. Levoy kom til Adobe i 2020 med ambitionen om at skabe en universel kameraapp – og Indigo er det første konkrete skridt på den rejse.
Appen kræver ikke login eller Adobe-konto og virker på iPhone 12 Pro og nyere, men Adobe anbefaler at bruge den med en iPhone 15 Pro eller nyere for at få mest muligt ud af funktionerne.
Ifølge Adobe skal Indigo også fungere som testplatform for nye kamerafunktioner, der på sigt kan finde vej til andre Adobe-produkter. Det kan blandt andet være en funktion til at fjerne refleksioner eller et forbedret portrætmodus. En Android-version og mulighed for videooptagelse er også på tegnebrættet.
Indigo er især rettet mod to grupper: Den almindelige iPhone-bruger, der gerne vil tage bedre billeder uden dikkedarer – og den mere erfarne fotograf, der vil nørde med indstillinger og maksimere kvaliteten.
Appen kan allerede nu hentes i App Store.












