Elbiler

Apple CarPlay er endelig på vej til Teslas modeller

Efter år med modstand mod tredjepartssoftware ser Tesla nu ud til at bøje sig for presset. Ifølge Bloomberg arbejder elbilgiganten på at integrere Apple CarPlay i sine modeller.

CarPlay

Tesla har i årevis gået sin egen vej. Hvor stort set alle andre bilproducenter har givet plads til Apple CarPlay og Android Auto, har Elon Musk stået fast på sin idé om et lukket økosystem, hvor alt – fra navigation til musik og beskeder – skulle køre via Teslas eget system.

Men nu lader det til, at muren er ved at krakelere. Ifølge kilder, som Bloomberg har talt med, arbejder Tesla på at integrere CarPlay direkte i bilernes infotainmentsystem. Planen skulle være at tilbyde CarPlay i en “vindues-løsning” – altså som en del af Teslas eksisterende brugerflade, i stedet for at lade Apples software overtage hele skærmen, som i de fleste andre biler.

Hvis rapporten holder stik, bliver det et markant kursskifte for Tesla, der længe har kæmpet for at holde fuld kontrol over brugeroplevelsen i sine biler. Samtidig vil det bringe mærket på linje med konkurrenter som Porsche, BMW og Volkswagen, der allerede ser Apple CarPlay som et uundværligt salgsargument.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tesla tilbyder i dag integration med Apple Music og Spotify, men ikke med CarPlay – en mangel, som mange ejere har påpeget som en af bilernes få svagheder. Med CarPlay kan iPhone-brugere blandt andet få adgang til navigation, musik, opkald og beskeder via bilens touchskærm og stemmestyring.

Hvis du allerede har en Tesla, skal du ikke ud og købe en ny for at få CarPlay – alt tyder nemlig på, at funktionen bliver rullet ud via en softwareopdatering, præcis som Tesla plejer at gøre. Det betyder, at du en dag simpelthen vil kunne vågne op til CarPlay i bilen efter en natlig opdatering.

MERE OM SAMME EMNE:

Præcis hvornår funktionen bliver tilgængelig, er stadig uklart. Ifølge Bloomberg kan lanceringen ske “inden for de kommende måneder”, men planerne er endnu ikke endeligt godkendt.

For de mange Tesla-ejere, der har savnet Apples velkendte grænseflade, er der dog ét klart signal: Den digitale mur mellem Cupertino og Palo Alto er endelig begyndt at smuldre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.