Samsung har annonceret Galaxy Z TriFold, en smartphone der kan foldes to gange og dermed udvides til et 10 tommer stort skærmområde. Modellen er den seneste tilføjelse i Samsungs serie af foldbare telefoner og er udviklet som et alternativ til både tablets og traditionelle mobiltelefoner. Telefonen kommer først på markedet i Korea den 12. december og introduceres efterfølgende i enkelte andre regioner. Det er endnu uklart, hvornår – eller om – modellen bliver tilgængelig i Danmark.
Tredobbelt foldning i et kompakt format
Galaxy Z TriFold fungerer som en almindelig smartphone, når den er lukket, med en 6,5 tommer skærm på ydersiden. Når telefonen åbnes i to trin, bliver de tre paneler til en samlet 10 tommer Dynamic AMOLED 2X-skærm med op til 120 Hz opdateringshastighed. Det giver mulighed for at vise flere apps på samme tid og giver mere plads til opgaver som læsning, videoopkald eller dokumentvisning.
Telefonen benytter et indadgående foldemekanisk design, der beskytter den store indvendige skærm. Konstruktionen bygger på to hængsler i forskellige størrelser, der er udviklet til at give en jævn foldning på tværs af de tre paneler. Materialerne omfatter blandt andet et titaniumbaseret hængselhus, en forstærket aluminiumsramme og et bagpanel i en keramisk glasfiber-forstærket polymer. Enheden vejer 309 gram og måler 12,9 mm i tykkelsen, når den er foldet sammen. I udfoldet tilstand er panelerne ned til 3,9 mm tykke.
Artiklen fortsætter efter annoncen

