Ford ser skriften på væggen: Hvis de skal overleve i Europas elbilmarked, skal priserne ned og tempoet op. Derfor har den amerikanske bilgigant indgået en overraskende alliance med Renault, som fremover skal udvikle og bygge små, prisvenlige elbiler til Ford. De første modeller rammer de europæiske showrooms i 2028.
Ifølge Ford-direktør Jim Farley handler det om noget så simpelt som overlevelse: “Vi ved, at vi kæmper for livet,” sagde han i Paris, hvor aftalen blev annonceret. Han peger direkte på kinesiske konkurrenter som BYD, Changan og Xpeng som grunden til, at Ford må gentænke strategien i Europa.
Billige Ford-elbiler – bygget på Renaults teknik
Den nye aftale betyder, at Renault skal stå for platformen og produktionen, mens Ford leverer design og mærkets egen identitet. Bilerne bliver mindre end noget, Ford planlægger til USA, og udfylder et hul i Fords europæiske lineup, hvor mærket i de senere år har trukket sig markant tilbage fra personbilmarkedet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

