Elbiler

Her er de Clever-ladere, du bør styre uden om i juledagene

Ekstra ventetid venter elbilister på julefærd – særligt ved nogle af landets mest populære lynladere.

batteri
Foto: Clever

Hvis du skal på juleferie i elbil, kan et enkelt lade­stop hurtigt blive til en langvarig affære. Clever melder om rekordmange elbiler i trafikken og advarer om markante spidsbelastninger på de mest brugte lynladestationer. Udfordringen er ikke, at der mangler ladere – men at alle vil bruge de samme på de samme tidspunkter.

Clever peger selv på, at aktiviteten sidste jul lå 13 procent over normalen i perioden fra 19. til 31. december, og at presset på de allertravleste dage nåede op mod 29 procent over en almindelig hverdag. I år forventer selskabet, at stigningen bliver endnu større, fordi der nu kører omkring 530.000 elbiler i Danmark – over 50 procent flere end sidste jul.

”Julen er årets mest intensive rejseperiode, og det giver naturlige spidsbelastninger både på veje og på ladelokationer,” siger Mathias Langkilde Sukstorf, ansvarlig for netværksstrategi hos Clever. Han understreger, at selskabet ganske vist har udvidet kapaciteten med cirka 31 procent siden sidste jul, men at det ikke fjerner køerne, hvis alle sigter efter de samme få stop.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er præcis her, du som elbilist kan spare dig selv for frustrationer. For selv om Clever ikke udpeger konkrete problemladere, gør de meget tydeligt opmærksom på de steder, hvor presset er størst år efter år. Det er lokationer som Køge, Ringsted, Odense, Fredericia og Vejle – strækninger hvor juletrafikken naturligt samler sig, og hvor ventetiden derfor oftere sniger sig ind.

Ifølge Clever topper belastningen typisk mellem klokken 11 og 15 i juledagene, mens tiden fra 10 til 17 generelt er hård ved lynladerne. Rammer du uden for det bælte, er chancen for ledige standere markant større, også på de mest populære stop.

”Hvis man kan flytte sin opladning bare et par timer, kan man ofte undgå ventetid. For mange handler det mere om timing end om antallet af ladere,” siger Mathias Langkilde Sukstorf. Han anbefaler samtidig at vælge alternative ladepunkter, som mange overser – for eksempel lynladere ved supermarkeder, indkøbscentre eller byggemarkeder – og at lade kun det nødvendige, så flere hurtigt kan komme videre.

MERE OM SAMME EMNE:

Mens den 20. til 23. december og den 27. december forventes at blive årets helt store trængselsdage, er der til gengæld roligere forhold den 24., 25. og 31. december, hvor færre danskere kører langt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For elbilister betyder det én ting: Skal du lade uden kø, gælder det om at styre uden om de klassiske knudepunkter – eller i det mindste ramme dem på de rigtige tidspunkter.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.