Det lød som ren science fiction, da den kinesiske elbilproducent Xpeng første gang luftede tanken om et sekshjulet “hangarskib” til landevejen, der kan medbringe sin egen personlige drone. Men nu skruer selskabets flyve-division, Aridge (tidligere kaldet AeroHT), massivt op for markedsføringen, hvilket tyder på, at lanceringen i 2026 holder tidsplanen. Systemet går under navnet “Land Aircraft Carrier” og består af to dele: En massiv sekshjulet moder-bil og et aftageligt eVTOL-fly, der står for “electric Vertical Take-off and Landing”. Flyet ligner en drone, men kan altså styres af piloten, så det er det ikke direkte – men designet med fire propeller får det til at ligne en drone.
Rum-inspirerede farver og massiv fabrik
For at varme op til de første leveringer har Xpeng netop løftet sløret for tre nye farver på Weibo, som alle trækker tråde til universet – der er ingen små sko her. Farvevarianterne har fået navnene Stellar Silver, Moonrock Gray og Supernova White. Selvom farverne i sig selv kan minde om det, man finder i en almindelig bilkonfigurator, er timingen et klart signal om, at produktet er ved at være færdigudviklet og klar til markedet.
Produktionen skal foregå på en nyopført, 120.000 kvadratmeter stor fabrik i Guangzhou. Xpeng kalder det selv for verdens første moderne samlebånd til flyvende biler. Ambitionen er en kapacitet på 10.000 enheder årligt, og projektet har allerede nået en vigtig milepæl, da den første flyvende test-enhed rullede af båndet i november 2025.
Tekniske specifikationer og pris
Moder-bilen fungerer ikke blot som et transportmiddel, men fungerer som en dedikeret hangar og ladestation for flyet. Køretøjet er baseret på en 800V-platform og benytter en range-extender-løsning, der sikrer en rækkevidde på over 1.000 kilometer ifølge den kinesiske CLTC-standard. Selve flyet er konstrueret i kulfiber med plads til to personer og tilbyder stor fleksibilitet, da det både kan styres manuelt med et enkelt joystick eller flyve fuldstændig autonomt.
Prismæssigt har Xpeng tidligere meldt ud, at sættet ikke vil overstige 2 millioner RMB, hvilket svarer til omtrent 2 millioner danske kroner før eventuelle afgifter. Selvom prisen placerer køretøjet i det absolutte luksussegment, er interessen allerede markant. Selskabet har registreret over 7.000 forudbestillinger, primært fra det kinesiske hjemmemarked, og de første kunder forventes at kunne tage imod deres flyvende hangarskibe i løbet af 2026.












