Elbiler

Xpeng har de mest tilfredse ejere – igen

En ny undersøgelse blandt 4.004 elbilister afslører store forskelle mellem bilmærkerne. En kinesisk favorit indtager førstepladsen, mens Opel får en ordentlig øretæve.

favorit

Elbilisterne bliver generelt mere tilfredse med deres biler. Men der er markante forskelle på, hvilke bilmærker ejerne er begejstrede for – og hvilke de helst vil advare andre imod. Det viser den nye EV Satisfaction Study 2026 fra analysevirksomheden USCALE, der har spurgt 4.004 elbilister i Tyskland, Østrig og Schweiz om deres favoritter.

For andet år i træk indtager kinesiske Xpeng førstepladsen. Hele 82 procent af mærkets ejere er meget tilbøjelige til at anbefale deres bil til andre. Tesla følger efter med 79 procent, mens Skoda og Porsche deler tredjepladsen. Længere nede på listen er begejstringen til gengæld til at overse. Særligt ét bilmærke får hård kritik fra sine egne kunder.

Opel får en regulær øretæve

Mens Xpeng-ejerne er begejstrede, er stemningen betydeligt mere lunken hos Opel. Kun 19 procent af de adspurgte Opel-ejere er meget tilbøjelige til at anbefale deres bil. Endnu mere opsigtsvækkende er det, at hele 92 procent fortæller om problemer med bilens tilhørende app. Til sammenligning oplever blot otte procent af Tesla-ejerne problemer med deres app.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også Fiat og MG ligger tungt placeret i bunden. Audi lander overraskende langt nede som nummer 18 ud af de 21 bilmærker, der er med i ranglisten. Volkswagen klarer sig heller ikke prangende. Mærket ligger under gennemsnittet, selv om den nyere ID.7 får bedre tilbagemeldinger end ID.3, ID.4 og ID.5. Særligt software og appen trækker ned.

Xpeng får især ros for rækkevidde, hurtig opladning og styringen af ladeprocessen. Tesla scorer højt på software, navigation og app, men mere end halvdelen af Tesla-ejerne mener, at ladehastigheden bør forbedres.

Skoda har samtidig taget et spring fremad. Særligt Elroq får bedre vurderinger end Enyaq på en lang række områder.

Elbilerne bliver bedre – men ejerne mere kræsne

Det mest interessante ved undersøgelsen er måske, at elbilisterne generelt er mere tilfredse end nogensinde. 59 procent fortæller nu, at deres elbil kan køre mere end 400 kilometer på en opladning om sommeren. Sidste år var det 50 procent. Samtidig har 77 procent en elbil, der på papiret kan lynlade med mindst 150 kW.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel er det tilsyneladende blevet sværere at imponere elbilisterne. For tre år siden var 400 kilometers reel rækkevidde noget, mange jublede over. I dag betragter stadig flere det som en selvfølge. Kun 58 procent mener nu, at en maksimal ladeeffekt på 150 kW er god eller meget god. Sidste år var tallet 65 procent.

Bippende biler og besværlig opladning

Selv om elbilerne bliver teknisk bedre, er der stadig ting, der kan få pulsen op bag rattet. Hele 71 procent har oplevet problemer med opladning. Typisk fordi bilen og ladestanderen ikke vil samarbejde, eller fordi ladehastigheden er lavere end forventet.

Og så er der alle de irriterende advarselslyde.

Halvdelen af de adspurgte er trætte af bilernes konstante bip og advarsler. Her skiller Kia og Hyundai sig særligt negativt ud. Omkring 80 procent af deres ejere føler sig generet af lydene. Hos Mini er det kun 29 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Software er dog det område, flest ønsker forbedret. Hele 44 procent peger på bilernes software som noget, producenterne bør prioritere. Det understreger, at kampen om elbilkunderne i stigende grad bliver afgjort af andet end batterier og motorer.

– Det, der var spændende i går, er standard i dag, siger USCALE-direktør Axel Sprenger.

MERE OM SAMME EMNE:

Ifølge ham har bilproducenterne gjort store fremskridt med rækkevidde og opladning. Nu bliver det i højere grad software, forbindelsen mellem bil og telefon samt problemfri opladning, der skiller vinderne fra taberne. Og med Xpeng i toppen og Opel i bunden er det tydeligt, at der stadig er meget stor forskel på, hvor godt producenterne har forstået den opgave.

Undersøgelsen er gennemført blandt 4.004 ejere af op til tre år gamle elbiler i Tyskland, Østrig og Schweiz i juni og juli 2026. Deltagerne er rekrutteret via sociale medier, og undersøgelsen er derfor ikke repræsentativ for alle elbilister. Resultaterne viser ejernes villighed til at anbefale deres biler – ikke en objektiv vurdering af bilernes kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.