Samsung har knap nok nået at få Galaxy Z TriFold ud i hænderne på de første købere, før mobilen ser ud til at være på vej ud igen. Ifølge flere samstemmende rapporter har Samsung nu stoppet salget af den dobbelthængslede topmodel i Sydkorea, bare omkring tre måneder efter lanceringen i december 2025.
Det er i sig selv en opsigtsvækkende historie. Ikke mindst fordi Galaxy Z TriFold blev lanceret som Samsungs mest ambitiøse foldbare mobil til dato med to hængsler, en 10-tommers skærm udfoldet og en pris i hjemmemarkedet på 3,59 millioner won, svarende til cirka 16.000 kroner. Samsung beskrev selv modellen som næste skridt i mobil innovation, men meget tyder nu på, at produktet i virkeligheden var mere teknologisk udstillingsvindue end reel massemarkedsmobil.
Det paradoksale er, at Galaxy Z TriFold ikke nødvendigvis floppede i klassisk forstand. Tværtimod meldes den udsolgt flere gange i Korea. Problemet er bare, at Samsung hele tiden har produceret den i meget små mængder. Når et produkt sælger ud konstant, men kun findes i bittesmå partier, er det svært at kalde det et egentlig gennembrud.
Det er også derfor, hele lanceringen lugter mere af testballon end af seriøst produktløfte. Samsung har tilsyneladende bevist, at det kan bygge en trifold-mobil. Men det har ikke bevist, at det giver mening at sælge den bredt.
Dyr prestige – svær forretning
Forklaringen peger især på økonomien. Koreanske medier og nyhedsbureauer skriver, at de høje produktionsomkostninger har gjort modellen vanskelig at forsvare kommercielt. Stigende priser på hukommelseskomponenter nævnes også som en del af regnestykket.
Det rammer lige ned i kernen af problemet med foldbare mobiler i luksusklassen: De er imponerende at se på, men de er ekstremt dyre at bygge, dyre at købe og svære at gøre til en stabil forretning. Når selv Samsung kun holder sin første trifold på markedet i cirka ét kvartal, siger det en del om, hvor umoden kategorien stadig er.









