TEST: Jeg tog fejl – Teslas Full Self-Driving er skræmmende godt

Personligt hører jeg til den type bilist, der faktisk godt kan lide at køre selv. Jeg nyder det. Jeg kan lide følelsen af at have kontrol, læse trafikken og selv placere bilen præcis, hvor den skal være. Derfor er jeg heller ikke den oplagte kandidat til at falde pladask for et system, der i princippet kan overtage store dele af arbejdet.

Min datters mor er det stik modsatte. Hun sætter sig kun bag rattet, når det er absolut nødvendigt. For hende ville et system som Full Self-Driving (Supervised) være tæt på en åbenbaring. Det samme gælder ældre mennesker, der er blevet utrygge i trafikken, eller pendlere, der hver dag kæmper sig gennem de samme overfyldte strækninger. Skulle jeg selv sidde fast på Køge Bugt Motorvejen hver morgen og eftermiddag, ville jeg uden at blinke være fristet af tanken om at lade bilen klare en stor del af det trivielle arbejde.

Det var med den tanke i baghovedet, jeg tog til Amsterdam for at prøve Teslas system i praksis. Amsterdam var heller ikke noget tilfældigt valg. Holland blev i april 2026 det første land i Europa, hvor Tesla fik grønt lys til Full Self-Driving (Supervised) på offentlige veje. Det gør byen til et ret oplagt sted at mærke, hvordan systemet klarer sig i tæt, levende og temmelig krævende europæisk trafik.

Et system på arbejde

Tesla havde planlagt en fast rute til demonstrationen. Den fulgte jeg en kort periode, hvorefter jeg sprang elegant hen over den. I stedet tastede jeg en adresse ind midt inde i Amsterdam. Ikke ude på brede boulevarder eller overskuelige ringveje, men inde i den del af byen, hvor biler, cyklister og fodgængere lever side om side på smalle veje, over små broer og gennem et virvar af ensretninger og tætte passager.

Kort sagt: præcis det sted, hvor et system som dette burde blive sat på arbejde. Og det gjorde det.

Bilen snoede sig gennem byen uden drama. Den læste trafikken, holdt igen, når den skulle, og fandt vej gennem et miljø, der for mange bilister er tæt på det modsatte af afslappende. Cykler kom fra alle vinkler. Fodgængere stod klar ved kantstenen. Gaderne blev smallere, broer smallere endnu, og alligevel var der en bemærkelsesværdig ro over den måde, Full Self-Driving arbejdede på.

Det mest slående var faktisk ikke, at systemet kunne gennemføre turen. Det var, at det gjorde det uden problemer overhovedet.

Tryghed før tempo

Hvis man skal beskrive Full Self-Driving (Supervised) med ét ord efter sådan en tur, er det tryghed. Systemet kører mere konservativt, end jeg selv ville gøre. Det stopper i god tid for fodgængere og cyklister. Det tager ikke chancer. Det laver ikke de dér irriterende, halvhasarderede accelerationer eller pludselige opbremsninger, som man ellers hurtigt kan miste tilliden til i et assistentsystem. På flersporede veje og motorvej skifter det bane i ordentlig tid. Det overhaler langsommere trafik, når det giver mening, og det gør det med en ro, der føles gennemarbejdet snarere end robotagtig.

Det er i sig selv lidt af en overraskelse for mig. Jeg har aldrig været nogen stor fan af Teslas almindelige Autopilot. I min bog har den ikke været i nærheden af de bedste førerassistentsystemer fra de etablerede mærker, og jeg har flere gange haft oplevelsen af, at for eksempel Volkswagens løsninger virker mere modne i deres måde at samarbejde med føreren på.

Netop derfor var min reaktion i Amsterdam så markant: Jeg var oprigtigt imponeret. Ikke på den demonstrative, tech-frelste måde. Mere på den der lidt irriterende måde, hvor man er nødt til at indrømme, at noget fungerer langt bedre, end man havde forventet.

Det betyder ikke, at systemet er fejlfrit. På et tidspunkt lagde bilen op til at dreje ned ad en smal ensrettet vej, hvor det hurtigt stod klart, at den var på vej til at vælge en upraktisk løsning. Det krævede dog ikke mere end en lille korrektion på rattet, lige da den begyndte at blinke, før den var tilbage på rette spor.

Ja, jeg blev torpederet bagfra. Af en handicapscooter

Turen var heller ikke helt uden dramatik. Midt inde i Amsterdam sænkede bilen farten for at give plads til en modkørende cyklist på en smal gade. Det var en helt naturlig og sympatisk manøvre. Problemet var bare, at en ældre mand på en trehjulet handicapscooter bag mig tydeligvis ikke havde forudset, at bilen ville tage så meget hensyn. Han bragede direkte op i bagenden og efterlod en ridse som souvenir.

Seriøst. Det lyder som en scene, man næsten ikke ville tro på, hvis den var skrevet til lejligheden. Men hvis nogen skulle få den idé, at episoden afslører en svaghed ved systemet, er min konklusion faktisk den modsatte. Full Self-Driving (Supervised) gjorde præcis det rigtige. På en smal gade med en modkørende cyklist sænkede bilen farten og skabte plads. Det var ikke bilen, der dummede sig. Det var mennesket i den elektriske scooter.

Og måske siger det også noget meget præcist om udfordringen ved moderne førerassistance: Selv når bilen opfører sig pænt, kan omgivelserne stadig være kaotiske.

Den største risiko er næsten, at man bliver for tryg

Skal jeg finde et kritikpunkt, er det faktisk næsten, at systemet fungerer for godt. Efter relativt kort tid begynder skuldrene at falde ned. Man bliver tryg. Måske lidt for tryg. Og det er i virkeligheden noget af det mest interessante ved sådan et system: Jo bedre det er, desto større er risikoen for, at føreren mentalt træder et skridt tilbage.

Det er selvfølgelig også derfor, Tesla har bygget en række sikkerhedslag ind. Systemet holder øje med, om føreren følger med, om blikket er på vejen, og om man er klar til at tage over. Er man ikke det, kommer advarslerne. Ignorerer man dem flere gange, bliver systemet slået fra, og så er det tilbage til gammeldags bilkørsel. Det er, som det skal være.

For det er værd at holde fast i noget helt grundlæggende: Full Self-Driving (Supervised) hedder stadig Supervised af en grund. Det er ikke en sovepude. Det er ikke en fritagelse. Det er en avanceret hjælper, og den kræver stadig et menneske, der følger med.

Tesla selv placerer da også systemet et sted mellem level 2 og level 3 og kalder det i praksis en slags level 2,5. Pointen er, at bilen i mange situationer kan klare langt mere selv end traditionelle assistentsystemer, men uden at ansvaret flytter sig væk fra føreren. Level 2 er i grove træk stadig et system, hvor du skal følge tæt med og være klar hele tiden, mens level 3 i bestemte situationer åbner for, at du må slippe blikket fra vejen. Full Self-Driving (Supervised) ligger midt imellem: Du kan i perioder lade bilen gøre det meste af arbejdet, men du må aldrig mentalt tjekke ud. Det er chaufføren, der er ansvarlig, hvis der sker uheld. Ikke Tesla.

Et glimt af noget, der faktisk giver mening

Der bliver ofte talt om selvkørende teknologi, som om det kun handler om futurisme, hype og store løfter. Min oplevelse i Amsterdam var mere jordnær end det. Det handlede ikke om at blive kørt rundt som passager i sin egen bil. Det handlede om at mærke, hvordan et system kan tage toppen af den mentale belastning i trafikken uden at gøre oplevelsen utryg.

Det er netop dér, jeg tror, teknologien har sin største styrke. Ikke nødvendigvis for folk som mig, der stadig gerne selv vil køre bilen det meste af tiden. Men for dem, der er nervøse bag rattet. For dem, der pendler. For dem, der er trætte af tæt trafik, konstante vognbaneskift og den daglige kamp om pladsen på vejene. For dem kan Full Self-Driving meget vel være forskellen på, om bilen føles som frihed eller som pligt.

Og det er måske den største overraskelse, jeg tog med hjem fra Amsterdam: at jeg ikke bare så en smart tech-demo, men et system, der i praksis føltes langt mere modent, nyttigt og velafbalanceret, end jeg havde ventet.

Jeg tog afsted med en sund portion skepsis. Jeg steg ud igen med en ridse i bilen og en hel del større respekt for, hvor langt Tesla faktisk er kommet.

iNPUT var inviteret til Amsterdam af Tesla Danmark, der stod for både rejse og indkvartering. De har ikke haft nogen indflydelse på det redaktionelle indhold.