Der er sket noget ret markant i den billige ende af elbilmarkedet. For få år siden var en elbil til under 200.000 kroner typisk en lille bybil med ekstrem kort rækkevidde, beskeden plads og opladning, der krævede lidt tålmodighed og en god kop kaffe. I dag ser billedet helt anderledes ud.
Kigger man på de elbil-varianter, der holder sig under den magiske 200.000-kroners grænse, er gennemsnittet nu 315 kilometers rækkevidde, lynladning på 363 km/t og en pris på 181.902 kroner. Det er ikke længere bare “billigt for en elbil”. Det er efterhånden bare billigt.
MG4 stikker af på rækkevidde
Den mest opsigtsvækkende bil i feltet er MG4 Urban Long Range. Den koster 189.999 kroner og leverer hele 416 kilometers rækkevidde. Det er et tal, der for få år siden hørte hjemme i en helt anden prisklasse. Samtidig lader den med op til 648 kilometer i timen ved en lynlader, hvilket gør den til den klare vinder blandt de billige elbiler, hvis man både vil have rækkevidde og hurtig opladning.

Det gør MG4 Urban Long Range til et af de stærkeste køb i klassen lige nu. Ikke nødvendigvis den mest charmerende bil. Ikke nødvendigvis den mest lækre, eller. mest udstyrsrige. Men som regnestykke er den svær at komme uden om.
De etablerede mærker er også med
Det er dog ikke kun de kinesiske mærker, der presser markedet. Hyundai Inster Long Range koster 181.995 kroner og kører op til 370 kilometer på en opladning. Peugeot e-208 holder sig også under 180.000 kroner og leverer 362 kilometers rækkevidde. Det er ganske pænt for en bil, der stadig føles som en rigtig lille europæisk hatchback – og ikke bare som et kompromis på hjul.

Også Volkswagens spritnye ID. Polo blander sig i feltet med en startpris på 189.995 kroner, 315 kilometers rækkevidde og en ladehastighed på 490 kilometer i timen. Det er ikke klassens længste rækkevidde, men det kan blive et vigtigt våben for Volkswagen, hvis bilen rammer den velkendte Polo-følelse rigtigt.
200.000 kroner køber nu familiebilsfornemmelser
Interessant er det, at flere af bilerne i feltet ikke bare er små bybiler. Der er adskillige små SUV’er, såkaldte crossovers, på listen. Leapmotor B10 Life koster 199.990 kroner og byder på 361 kilometers rækkevidde samt 530 kilometers ladehastighed i timen. MG S5 EV Standard Range ligger også lige under grænsen med 340 kilometers rækkevidde.
Det betyder, at grænsen under 200.000 kroner ikke længere kun handler om små pendlerbiler. Man kan faktisk begynde at kigge på biler, der kan fungere som bil nummer ét for mange familier – især hvis kørslen primært foregår i Danmark.

Renault 4 E-Tech, Citroën ë-C3 Aircross og Opel Frontera Electric ligger også lige under 200.000 kroner og viser, at SUV-formatet nu er rykket ned i den billige ende af elbilmarkedet.
De billigste kræver stadig kompromiser
Helt fri for kompromiser er klassen dog ikke. Renault Twingo Evolution starter ved 146.990 kroner, BYD Dolphin Surf Active koster 149.995 kroner, og Citroën ë-C3 You! lander på 149.990 kroner. Det er ekstremt lave priser for nye elbiler, men rækkevidden falder også markant.
Citroën ë-C3 You! når kun 204 kilometer og lader med 160 kilometer i timen. BYD Dolphin Surf Active klarer 220 kilometer, mens Renault Twingo når 263 kilometer. Det kan være rigeligt til bykørsel, pendling og hverdagens korte ture, men det er ikke bilerne, man vælger til lange motorvejstræk.

Billig elbil er blevet et reelt valg
Der findes efterhånden mange elbiler under 200.000 kroner – og de føles ikke længere som nødløsninger. Med biler som MG4 Urban Long Range, Hyundai Inster Long Range, Peugeot e-208, Leapmotor B10 og Volkswagen ID. Polo er der nu reelle alternativer til både brugte benzinbiler og dyrere elbiler. Rækkevidden er blevet høj nok, ladehastigheden acceptabel, og udvalget bredt nok til, at man ikke længere behøver købe den første og billigste bil, man kan finde.
For under 200.000 kroner får man i dag ikke bare en elbil. Man får valgmuligheder.












