Elbiler

Nu satser Stellantis på 800 volt-teknologi

Stellantis vil skære kompleksiteten ned og ladehastigheden op. Med den nye STLA One-platform samler bilgiganten fem platforme i én – og gør klar til billigere elbiler med hurtigere opladning.

800 volt
Peugeot e-5008

Stellantis har i de senere år virket som en bilgigant med mange mærker, mange teknologier og en del forskellige retninger. Nu skal der ryddes op. Koncernen bag blandt andre Peugeot, Citroën, Opel, Fiat, Jeep og Alfa Romeo præsenterer nu STLA One – en ny global platform, der fra 2027 skal danne fundamentet under en stor del af Stellantis’ kommende biler.

Og for elbilkøbere er der især én ting, der er værd at holde øje med: Platformen bliver kompatibel med 800 volt-teknologi. Det kan betyde markant hurtigere opladning, hvis Stellantis formår at udnytte teknologien rigtigt.

Fem platforme bliver til én

STLA One skal erstatte fem eksisterende platforme og dække biler i B-, C- og D-segmentet. Det vil sige alt fra mindre biler til familiebiler og større mellemklassemodeller. Ifølge Stellantis skal platformen på sigt danne grundlag for mere end 30 modeller og over 2 millioner producerede biler inden 2035. Målet er ikke kun at bygge flere biler på samme teknik, men også at gøre udviklingen hurtigere og billigere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stellantis forventer selv en omkostningseffektivitet på 20 procent. Den slags lyder måske tørt, men det kan blive vigtigt for bilkøberne. Lavere udviklingsomkostninger og flere fælles komponenter kan være med til at presse priserne på kommende elbiler ned – eller i hvert fald give mere udstyr og teknologi for pengene.

“STLA One er et tydeligt eksempel på en modulær strategi, der giver os fleksibiliteten fra en multi-energi-platform uden de kompromiser, der ofte følger med, når forskellige drivlinjer tilpasses den samme platform,” siger Ned Curic, teknologidirektør hos Stellantis.

Billigere batterier og hurtigere ladning

Stellantis lægger samtidig op til at bruge flere LFP-batterier. Det er batterier uden nikkel og kobolt, og de er typisk billigere at producere end de NMC-batterier, der ofte bruges i elbiler med længere rækkevidde. For forbrugerne kan det især få betydning i de billigere og mellemstore elbiler, hvor prisen er afgørende. LFP-batterier kan være med til at gøre elbiler mere tilgængelige, selv om de normalt ikke har samme energitæthed som de dyrere batterityper.

Samtidig får STLA One såkaldt cell-to-body-integration, hvor batteriet bygges tættere ind i bilens struktur. Det skal spare vægt, reducere kompleksitet og frigøre mere brugbar energi. Kombineret med 800 volt-teknologi peger det på, at Stellantis forsøger at lukke noget af hullet til de stærkeste elbilplatforme på markedet, hvor hurtig lynladning allerede er et vigtigt salgsargument.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Software skal spille en større rolle

STLA One bliver også den første Stellantis-platform, der fra starten er planlagt med STLA Brain, STLA SmartCockpit og steer-by-wire-teknologi. Det betyder, at platformen ikke kun handler om batterier og motorer, men også om software, kabineoplevelse og elektronisk styring. Stellantis vil samle mere af bilens hardware og software i én fælles teknologisk arkitektur, så nye funktioner kan rulles hurtigere ud på tværs af mærkerne.

MERE OM SAMME EMNE:

Det er en strategi, mange bilproducenter jagter lige nu. Færre platforme, mere fælles teknik og mere software skal gøre det billigere at udvikle nye biler – uden at de nødvendigvis føles ens. For Stellantis bliver opgaven netop at undgå, at en kommende Peugeot, Opel, Fiat og Jeep på STLA One føles som samme bil med forskellige logoer.

Men lykkes planen, kan STLA One blive en vigtig brik i Stellantis’ forsøg på at gøre elbiler billigere, hurtigere at lade og mere konkurrencedygtige. Første biler på platformen ventes i 2027.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.