Stellantis – koncernen bag mærker som Peugeot, Citroën, Opel og Fiat – har i årevis arbejdet på en ny batteriteknologi, der vender hele arkitekturen på hovedet. Den hedder IBIS (Intelligent Battery Integrated System), og den gør noget så simpelt som at fjerne unødvendige klodser af elektronik.
Normalt ligger oplader og inverter som separate dele i en elbil. IBIS flytter dem direkte ind i selve batteripakken. Resultatet? Mindre vægt, færre komponenter, lavere produktionsomkostninger – og mærkbare fordele for dig bag rattet.
- Op til 10 procent bedre energieffektivitet og 15 procent mere power uden at batteriet vokser.
- 40 kilo lettere bil og 17 liter ekstra plads til design eller kabine.
- 15 procent hurtigere opladning hjemme i væggen – for eksempel seks timer i stedet for syv på en almindelig 7 kW-lader.

”Ved at genopfinde og forenkle drivlinjen gør vi bilerne lettere, mere effektive og billigere. Det er præcis den slags innovation, der giver kunderne bedre og mere overkommelige elbiler,” siger Stellantis’ teknologidirektør Ned Curic ifølge Electrek.
Artiklen fortsætter efter annoncen

