Smarthome

Apple gør klar til smart home-offensiv

Apple vil angiveligt åbne det smarte hjem for flere typer produkter. Samtidig står både ny Apple TV, HomePod mini og en helt ny hjemmehub klar.

apple

Apple har i årevis haft alle brikkerne til det smarte hjem: iPhone, Apple TV, HomePod, Siri og appen Hjem. Alligevel har selskabet aldrig for alvor fået samme greb om boligen som eksempelvis Google og Amazon. Det kan være ved at ændre sig.

Apple arbejder nemlig på en større udvidelse af HomeKit og Apple Home, som skal gøre platformen kompatibel med flere typer opkoblede produkter end i dag. Det skriver Bloomberg-journalisten Mark Gurman, der samtidig fortæller, at Apple allerede samarbejder med tredjepartsproducenter om nye produkter til det kommende økosystem.

Planen tyder på, at Apple vil have langt flere af de ting, vi bruger i hjemmet, ind under samme tag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere dimser skal tale med Apple

Apple Home kan allerede styre alt fra lamper og termostater til låse, kameraer, sensorer og gardiner. Matter-standarden har samtidig gjort det lettere at få produkter fra forskellige producenter til at fungere på tværs af Apple, Google og andre økosystemer. Men der er stadig masser af smart home-produkter, hvor Apples understøttelse enten er begrænset eller afhænger af producentens egen app.

Det er tilsyneladende her, Apple vil sætte ind. Bloomberg oplyser ikke, præcis hvilke nye produktkategorier der er på vej, så der er endnu ingen grund til at begynde at drømme om Siri-styrede kaffemaskiner og vaskemaskiner. Men meldingen er, at selve HomeKit-platformen skal udvides til nye kategorier af forbundne enheder.

Og Apple ser ikke ud til at ville gøre arbejdet alene. Selskabet skal være i dialog med en række eksterne producenter om produkter, der er udviklet specifikt med Apples kommende Siri-baserede AI-platform i tankerne.

Siri skal være hjernen i hjemmet

Udvidelsen hænger sammen med Apples længe ventede offensiv i det smarte hjem. Ifølge Bloomberg vil Apple den 13. oktober præsentere hele tre produkter: en ny Apple TV, en opdateret HomePod mini og – vigtigst af alt – en helt ny central enhed til hjemmet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye hjemmehub bliver noget, Apple ikke tidligere har haft i sortimentet. Ifølge de seneste oplysninger får den en cirka seks tommer stor, kvadratisk touchskærm og kan enten hænge på væggen eller stå på et bord. Den skal blandt andet bruges til at styre hjemmet, foretage videoopkald, afspille musik og vise information, mens den nye AI-udgave af Siri bliver en central del af oplevelsen.

Både den kommende Apple TV og HomePod mini ventes samtidig at få hurtigere chips, så de kan køre de nye Siri-funktioner. Udseendet ventes der derimod ikke de store revolutioner i.

Apple vil ind i centrum af boligen

Hvis oplysningerne holder stik, handler Apples nye smart home-satsning derfor om mere end tre nye produkter. Den virkelige nyhed kan blive den software, der binder det hele sammen.

MERE OM SAMME EMNE:

I dag fungerer en HomePod eller Apple TV allerede som hub for Apple Home og gør det muligt at køre automatiseringer og fjernstyre boligen. Med en dedikeret skærm, en langt mere avanceret Siri og understøttelse af flere typer produkter kan Apple forsøge at gøre Home til det naturlige kontrolcenter for hele boligen – på samme måde som iPhone allerede er blevet det for så meget andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Apple har endnu ikke officielt annonceret hverken arrangementet den 13. oktober eller de nye produkter. Indtil da skal oplysningerne derfor behandles som rygter. Men holder Bloombergs oplysninger stik, er Apple om mindre end to uger klar til sin hidtil mest seriøse offensiv i det smarte hjem.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER: