Teknologi

Danskere bygger deres eget mobilnet til den dag strømmen går

Med en enhed til omkring 500 kroner kan danskere sende beskeder uden mobilnet og internet. Nu vil Aarhus Kommune undersøge, om teknologien kan redde kommunikationen under en krise.

mobilnet
Oversigt over Meshcore-netværket i skrivende stund

Når strømmen går, og mobilmasterne står af, bliver selv den dyreste smartphone hurtigt temmelig ubrugelig. Ingen opkald, ingen sms’er og intet internet. Men en voksende gruppe danskere har fundet en vej uden om teleselskaberne. Med en lille radio til omkring 500 kroner bygger de deres eget kommunikationsnetværk, der kan sende beskeder, selv når mobilnettet er nede. Det kræver hverken abonnement, SIM-kort eller internetforbindelse.

Teknologien hedder MeshCore, og det smarte er, at man kan være med for omkring 500 kroner.

Ifølge DR er omkring 400 danskere allerede koblet på netværket, selv om antallet endnu er usikkert. Og nu har teknologien fået så meget opmærksomhed, at Aarhus Kommune vil undersøge, om den kan bruges som en ekstra kommunikationskanal under alvorlige kriser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Små radioer klarer arbejdet

MeshCore bygger på en radioteknologi, der hedder LoRa (Long Range). Den er udviklet til at sende små mængder data over relativt store afstande med et meget beskedent strømforbrug. I praksis fungerer det sådan, at en lille radio forbindes til din smartphone via Bluetooth. Du skriver en besked i en app, og radioen sender den videre som et radiosignal.

Hvis modtageren er for langt væk, kan særlige relæstationer – såkaldte repeatere – sende beskeden videre. På den måde kan et netværk af små radioer dække langt større områder, end den enkelte radio kan nå. Det er lidt som at sende en besked fra nabo til nabo, indtil den når frem til den rigtige adresse. Og fordi radioerne kan drives af batterier eller små solceller, behøver de ikke gå i sort, bare fordi strømmen forsvinder.

Der er hverken brug for et teleselskab, et SIM-kort eller et abonnement. Til gengæld er det ikke et alternativ til almindeligt mobilt internet. MeshCore er beregnet til korte tekstbeskeder – ikke telefonsamtaler, billeder eller videoklip.

Fra hobbyprojekt til kommunalt beredskab

En af de danskere, der allerede bruger netværket, er Torben Mørk fra Grindsted. Han fortæller til DR, at fascinationen både handler om ny teknologi og om muligheden for at kunne kommunikere, når de traditionelle forbindelser svigter. Og interessen rækker nu langt ud over teknikentusiasternes værksteder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aarhus Kommune har nemlig afsat 200.000 kroner til et pilotprojekt, der skal undersøge, om MeshCore kan bruges i kommunens kriseberedskab. Et af de konkrete scenarier er at kunne sende beskeder til kommunens folkeskoler, hvis de normale kommunikationskanaler bryder sammen. Det kan eksempelvis være information om, hvor borgerne kan hente drikkevand, eller hvor længe et større nedbrud forventes at vare.

Myndighederne er skeptiske

Men inden du smider din gamle nødradio ud, er der grund til at holde lidt igen. Styrelsen for Samfundssikkerhed er nemlig ikke overbevist om, at MeshCore er egnet til officiel krisekommunikation. Styrelsen peger blandt andet på manglende central kontrol og bekymringer om sikkerheden og krypteringen.

MeshCore understøtter ganske vist krypterede privatbeskeder, men det betyder ikke, at hele netværket er fortroligt. Beskeder i offentlige kanaler kan læses af andre brugere, og oplysninger om kommunikationen kan være synlige. Derudover er netværket afhængigt af, at der findes fungerende radioer og repeatere inden for rækkevidde. Hvis der er store huller i dækningen, eller for mange forsøger at sende samtidig, kan beskeder blive forsinkede eller slet ikke nå frem. Og selv om selve radiosystemet ikke behøver mobilnet eller internet, skal både radioen og den tilsluttede telefon stadig have strøm.

MeshCore bør derfor betragtes som et supplement til det almindelige beredskab – ikke som en erstatning for 112 eller myndighedernes officielle kommunikationskanaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan kan du selv komme i gang

Det kræver ikke nogen særlig tilladelse at deltage i MeshCore, så længe udstyret anvendes inden for de gældende regler for radiofrekvenser. En passende LoRa-radio koster typisk nogle hundrede kroner. Eksempelvis anbefaler det danske MeshCore-fællesskab en Wio Tracker L1, der koster omkring 410-450 kroner. Herefter skal radioen have installeret MeshCore-softwaren, og telefonen skal forbindes til enheden.

På MeshCore.dk findes danske vejledninger, mens Meshview.dk giver mulighed for at følge aktiviteten i det danske netværk.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.