Igår kunne vi fortælle, at Apple planlægger et stort event den 25. Marts, og nu hævder nyhedsmediet Bloomberg, at eventet skal bruges til at lancere firmaets nye videostreamingtjeneste, der skal tage kampen op mod blandt andet Netflix og Amazon Prime.
Ifølge kilder som mediet har talt med, har Apple inviteret Hollywood-stjerner til eventet – deriblandt Jennifer Aniston, Reese Witherspoon, Jennifer Garner og Star Wars-instruktøren JJ Abrams.
Streamingtjenesten vil servere både film og tv-serier og Apple siges at producere en del selv, efter samme model som Netflix. Ifølge Variety vil Tim Cook og kompagni spendere op mod 1 milliard dollars på originalt indhold i tjenestens første leveår. Tjenesten bliver lanceret ved eventet, men går først i luften til sommer, skriver Bloomberg.
Artiklen fortsætter efter annoncen

