Teknologi

Nyt gebyr får butikker til at droppe Mobilepay

Efter at Mobilepay i midten af oktober indførte gebyr for erhvervskunder, er kundeafgangen steget og færre butikker tager imod betalingsløsningen.

MobilePay
Foto: MobilePay

For to uger siden blev 65.000 Mobilepay-erhvervskunder pålagt et månedligt gebyr, og det har fået mange af dem til at forlade betalingsløsningen. Gebyret blev annonceret i august måned og siden da har betalingsløsningen mistet flere tusinde erhvervskunder, skriver Finans.

– Vi har henover perioden mistet nogle få tusinde erhvervskunder. Selv om det kun er en lille andel af vores kundebase, er vi naturligvis kede af enhver kunde, vi mister, siger Peter Kjærgaard, pressechef i Mobilepay, til Finans.

Det er Mobilepays omkring 65.000 såkaldte MyShop-kunder, der i første omgang er blevet pålagt et gebyr. Men senere får resten af de mere end 130.000 erhvervskunder også et øget gebyr på betalingsløsningen, nemlig dem, der benytter terminalløsninger. Det meldte Mobilepay ud allerede i august.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Får stadig nye kunder

MERE OM SAMME EMNE:

Selv om flere butikker har valgt at droppe Mobilepay, så skræmmer gebyret åbenbart ikke nye kunder væk. Tabet af kunder er ”langt hen ad vejen” blevet opvejet af tilgange i samme periode, fortæller Peter Kjærgaard.

Mobilepay har i de seneste to regnskabsår haft et underskud på 103 millioner kroner og presses i disse måneder af konkurrerende mobile betalingsløsninger fra både Apple, Google, Garmin og Fitbit. Løsninger der langsomt spredes i de danske banker.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.