Teknologi

EU’s planer vil kvæle innovation hævder Apple

Et standardstik på alle mobiltelefoner vil skade innovationen, hævder Apple som en respons på EU-planer om at standardisere opladere og stik.

iPhone 15
(Illustration: iNPUT)

Sent i sidste uge genoplivede flere EU-polikere den efterhånden gamle diskussion om en standardisering af opladere og stik på mobiltelefoner. En manøvre, der skal nedbringe mængden af elektronikaffald, der fra gamle opladere alene udgør 51.000 tons om året i EU-landene. Men det kan have den fuldstændig modsatte effekt – i hvert fald på kort sigt, advarer Apple.

Et krav om at Apple dropper Lightning-stikket på iPhones og iPads vil resultere i voldsomme mængder af elektronisk affald, når brugerne skiller sig af med eksisterende Lightning-adaptere, såsom docking-stationer og bil-adaptere, siger Apple i et interview med avisen Financial Times.

Hvad værre er, så vil en regulering af stik ”kvæle innovationen” hævder Apple, uden dog at uddybe det nærmere. I sin erklæring sagde Apple, at “vi håber, at Kommissionen fortsætter med at søge en løsning, der ikke begrænser branchens evne til innovation”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skiftede i 2012

Apple skiftede sit gamle 30-pins stik ud med Lightning i 2012 og fik både rasende kunder og dårlig presse ud af det. Siden da har trådløse standarder og trådløst tilbehør vundet indpas, så et skifte fra Lightning til USB-C ville næppe have samme vidtgående konsekvenser.

MERE OM SAMME EMNE:

Apple har allerede omfavnet USB-C på både bærbare computere og på de store iPad Pro-modeller, men bruger fortsat Lightning-stik på sine telefoner. Dog leveres iPhone 11 og iPhone 11 Pro med USB-C-opladere i stedet for de vanlige USB-A-opladere.

EU har flere gange forsøgt at få mobilproducenterne til at benytte samme stik – og hvor de fleste nyere Android-telefoner efterhånden har adopteret USB-C, så holder Apple sig stadig til sit eget Lightning-stik. 

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.