Teknologi

Elon Musk: Corona-panikken er idiotisk

I et memo til de ansatte hos SpaceX skriver Elon Musk, at frygten for coronavirus er overdreven. Der er langt større risiko for at dø i et biluheld.

Elon Musk

Elon Musk sendte fredag et memo til de ansatte hos firmaet SpaceX hvori han nedtonede farerne ved COVID-19, sygdommen der er forårsaget af den nye coronavirus, der af WHO betragtes som en pandemi. Det melder Buzzfeed News.

I memoet skriver Musk at det er ”langt mere sandsynligt at omkomme i et bilheld” end af COVID-19. Han skriver også, at han på baggrund af de beviser, han har set, ikke mener at sygdommen er ”indenfor de 100 værste sundhedsrisici i USA”.

Memoet efterfølger et tweet, hvori Musk i sidste uge kaldte coronavirus-panikken for idiotisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Musks holdning til coronavirussen er direkte modsat både amerikanske centre for sygdomskontrol og Verdenssundhedsorganisationen WHO, der tidligere på ugen erklærede coronavirus som en pandemi. Som Buzzfeed bemærker er bilulykker heller ikke virusinfektion, der kan sprede sig eksponentielt. Sundhedseksperter siger da også til nyhedstjenesten, at Musks kommentarer er både ubehagelige og farlige.

I en kampagne på sociale medier forsøger WHO tydeligvis at ramme de unge. Det sker med fodboldstjernen Paul Pogba som blikfang – og så opfordrer de alle til at dabbe, når de skal hoste og nyse. 

— World Health Organization (WHO) (@WHO) March 13, 2020

I skrivende stund er der 801 smittede i Danmark og endnu ingen døde. Klokken 12.00 i dag, lørdag, lukkes Danmarks grænser for udlændinge uden “gyldig grund” til at komme ind i landet. Det er bare det seneste voldsomme skridt for at inddæmme smittefaren.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.