Underholdning

Elon Musk raser mod ny fire timer lang dokumentar

En ny dokumentar går tæt på Elon Musks magt, Tesla, SpaceX og politik. Musk kalder filmen et ”hit piece” – og hans advokat varsler retssag.

musk

Elon Musk er vant til kritik. Men en ny dokumentar om Tesla- og SpaceX-chefen har tilsyneladende ramt et ømt punkt. Den næsten fire timer lange Musk havde verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig tidligere på ugen, og filmen tegner ifølge de første anmeldelser et særdeles kritisk portræt af verdens mest indflydelsesrige techmilliardær. Nu er konflikten rykket uden for biografsalen.

Musk har på sit eget sociale medie X rettet en stribe angreb mod instruktøren Alex Gibney, mens Musks advokat har sendt filmens producenter et formelt juridisk varsel om et muligt søgsmål. 

Et ”forfærdeligt menneske”

Filmen er instrueret af den Oscar-vindende dokumentarist Alex Gibney, der tidligere har kastet kritiske blikke på blandt andet Enron, Scientology og WikiLeaks. Denne gang er det Musk, hans virksomheder og hans voksende politiske indflydelse, der er under lup. Dokumentaren følger ham fra de tidlige internetvirksomheder over Tesla og SpaceX til købet af Twitter, nu X, og hans engagement i amerikansk politik. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Musk selv har ikke ladet kritikken stå uimodsagt.

På X beskylder han Gibney for at have samlet en gruppe mennesker, der allerede havde noget imod ham, og skriver blandt andet, at instruktøren har ”ZERO integrity. Horrible human.” Musk har desuden kaldt filmen et mislykket ”hit piece” og kritiseret dens næsten fire timer lange spilletid. 

Musk medvirker ikke selv i dokumentaren. Ifølge Gibney blev milliardæren kontaktet tidligt i arbejdet, men afslog at stille op til interview. 

Advokat varsler retssag

Konflikten stopper dog ikke ved hårde ord på sociale medier. Musks advokat Alex Spiro har sendt et brev til produktionsselskabet Jigsaw Productions, hvor han anklager dokumentaren for at skabe et falsk og ærekrænkende billede af Musk. Brevet gør samtidig klart, at et søgsmål bliver overvejet. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et centralt stridspunkt er et afsnit om det amerikanske præsidentvalg i 2024. Dokumentaren indeholder udsagn fra Ashley St. Clair, som tidligere har haft et forhold til Musk, der ifølge Musks advokat kan få seeren til at tro, at Starlink blev brugt til at påvirke valget.

Det afviser Musks side kategorisk. Advokaten mener samtidig, at filmskaberne har undladt at inddrage oplysninger, der kunne afkræfte en sådan forbindelse. 

Produktionsselskabet har omvendt forsvaret Gibneys arbejde som en faktabaseret journalistisk undersøgelse af en ekstremt magtfuld offentlig person.

Flere tæt på Musk medvirker

Selv om Musk selv mangler foran kameraet, har Gibney fået adgang til en række personer fra hans private og professionelle liv. Blandt de medvirkende er hans tidligere hustru Justine Musk, hans far Errol Musk, Tesla-medstifter Martin Eberhard og Ashley St. Clair. Ifølge St. Clair afslog hun en aftale på 40 millioner dollar, som skulle have forhindret hende i at tale offentligt om forholdet til Musk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gibney siger samtidig, at det var svært overhovedet at få personer fra Musks omgangskreds til at stille op. Ifølge instruktøren var både tidligere medarbejdere, venner og kritikere bange for konsekvenserne ved at tale offentligt om Musk. Han beskrev under festivalen frygten som næsten ”eksistentiel”. 

Se en teaser for dokumentaren.

Det er også en del af filmens større spørgsmål: Hvordan kunne én erhvervsmand få så stor indflydelse på alt fra elbiler og rumfart til satellitkommunikation, sociale medier og politik? Gibney lægger ikke skjul på sin egen konklusion. Ved premieren kaldte han Musks indflydelse på demokratiet for ”extremely dangerous”. 

Bruger kunstig intelligens til at genskabe Musk

Musk har desuden et usædvanligt filmisk greb. Fordi Musk ikke ville medvirke, anvender filmen en digital version af ham, hvor kunstig intelligens bruges til at fremføre udtalelser, som Musk tidligere selv har fremsat offentligt. Gibney fortæller, at filmholdet fik juridisk godkendelse af fremgangsmåden inden premieren. 

MERE OM SAMME EMNE:

Den amerikanske distributør Bleecker Street beskriver selv dokumentaren som et blik bag myten om Musk og hans enorme indflydelse på omverdenen. 

Filmen får amerikansk biografpremiere 16. oktober 2026. Der er endnu ikke meldt en dansk premieredato ud. 

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.