Withings Scanwatch er smartwatchs’enes svar på en plugin-hybrid. Det er en enhed, der forsøger at kombinere det bedste fra to verdener; designet fra de analoge ure og de mange målinger fra sportstrackerne. Det gør den rigtig godt, men i min optik falder den – ligesom plugin-hybriderne – også mellem to stole.
For hvor den kombi med garanti vil tiltale nogen, så er der stor risiko for at andre bliver skuffede. I særdeleshed dem, der er på udkig efter et smartwatch med intelligente funktioner. Det har Scanwatch ikke.
I modsætning til Apple Watch, er Scanwatch et rigtigt ur med to (faktisk tre) analoge visere, der snurrer rundt. Det der afslører, at der ikke er tale om et helt ordinært ur, er den lille runde PMOLED-skærm under klokken 12. Skærmen kan indstilles til at vise både dato, målinger, notifikationer og andre ting. Bortset fra det er der ikke meget, der afslører urets elektriske identitet.
Artiklen fortsætter efter annoncen




