Der er med stor sandsynlighed bare en måneds tid til Tim Cook går på scenen og præsenterer den nye serie af iPhone 13-modeller. Men Apple har meget mere på tapetet, hvis man skal tro Bloombergs Mark Gurman, der har lavet en oversigt i sit seneste nyhedsbrev, baseret på kilder han har talt med.
Den væsentligste nyhed bliver naturligvis selve iPhone 13. Gurman mener, at den rent visuelt lægger sig helt tæt op af de iPhone 12-modeller, Apple har haft så stor succes med. Altså en klassisk “S model”, hvor processor, kamera og enkelte andre komponenter er forbedret. Han forventer dog at ‘notchen’ på fronten bliver mindre.
Bortset fra det, vil 13’erne – som vi har skrevet om tidligere – få et bedre kamera, der blandt andet kan fjerne genskin fra fotos og lave bokeh-effekt på videoer. Skærmen vil også få hurtigere opdateringshastighed (120Hz) og processoren bliver en hurtigere A15-chip.
Artiklen fortsætter efter annoncen



