Omkring 15.000 danskere har valgt at abonnere på en cykel fra hollandske Swapfiets, der tilbyder leje på månedsbasis inklusive service og reparationer. For et års tid siden kom den første elcykel, Power 7, på menuen, men til en hamper pris på 600 kroner om måneden. Nu har hollænderne fået endnu en elcykel i garagen, nemlig Power 1.
Og heldigvis er prisen blevet lavere. Du kan nemlig “nøjes” med at betale 399 kroner om måneden for Power 1, hvis du skynder dig. På et ikke angivet tidspunkt stiger prisen med 50 kroner.
Ideen er, at abonnenterne betaler et fast beløb hver måned. Til gengæld stiller Swapfiets en cykel til rådighed og både reparationer og service er inkluderet – hvis den punkterer eller på anden måde går i stykker, bestiller man service via app’en, og inden for 24 timer er det fikset. Cyklerne er udstyret med et karakteristisk blåt forhjul, der gør dem ret genkendelige i gadebilledet.
Artiklen fortsætter efter annoncen




