Elektronik

Spøjs Sharp-elcykel vil klare både børn og indkøb

Sharp går ind på markedet for elektriske transportcykler med en ny model, der skal kunne tage både familiens indkøb, bagage og børn.

sharp

Sharp vil ikke længere kun sælge lommeregnere, fjernsyn og husholdningselektronik. På IFA 2026 i Berlin viser producenten en ny elektrisk transportcykel, der direkte går efter familier, som gerne vil lade bilen stå på de korte ture.

BK-UD07-EBG er en såkaldt Urban Cargo Electric Bike med stort bagageområde bagpå og ekstra bagagebærer foran. Sharp fremhæver selv skolekørsel, indkøb og weekendture som nogle af de oplagte anvendelser. Og produktarket afslører en vigtig detalje: Cyklen har en maksimal belastning på hele 180 kilo. Selve cyklen vejer 27,5 kilo.

Mere end bare en almindelig elcykel med stort bagagebærer

Sharp har valgt et 27-tommer forhjul og et mindre 20-tommer baghjul. Det lave baghjul gør det muligt at placere lasten tættere på jorden, hvilket typisk gør en tungt lastet transportcykel lettere at håndtere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Motoren sidder i baghjulet og yder de lovlige 250 watt med et drejningsmoment på 45 Nm. Der er desuden momentsensor, som regulerer motorhjælpen efter, hvor hårdt rytteren træder i pedalerne.

Cyklen har tre niveauer af motorassistance og otte udvendige gear fra microShift.

Sharp har også monteret hydrauliske skivebremser, hvilket er en væsentlig detalje på en cykel, der potentielt skal standse med både voksen, børn og bagage ombord. Forgaflen er usædvanligt nok udført i kulfiber, men uden affjedring.

Op til 60 kilometer på et forholdsvis lille batteri

Batteriet kan tages af cyklen og har en kapacitet på 360 Wh. Sharp opgiver en maksimal rækkevidde på 60 kilometer og en opladningstid på fem til seks timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

360 Wh er ikke voldsomt meget til en transportcykel, og den reelle rækkevidde må forventes at falde mærkbart, hvis cyklen køres med børn eller meget bagage.

Til gengæld holder det batteriet – og dermed også cyklens samlede vægt – nede.

Kan blive et interessant alternativ til ladcyklen

BK-UD07-EBG adskiller sig visuelt fra de klassiske ladcykler med en stor kasse mellem styret og forhjulet. I stedet minder den mere om en lang, almindelig elcykel med plads til lasten foran og bagpå.

Det kan gøre den interessant for familier, der gerne vil have mulighed for at transportere børn og indkøb, men som ikke ønsker en stor trehjulet ladcykel stående i indkørslen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Sharp har endnu ikke offentliggjort dansk pris eller salgsstart. Det fremgår heller ikke af produktarket, hvilket børneudstyr der bliver tilgængeligt til bagageområdet, så netop den del skal på plads, før vi ved, hvor godt den i praksis fungerer som familiebilens afløser.

Sharp satser stort på elcykler

BK-UD07-EBG er blot én af en række nye cykler, Sharp viser på IFA. Der kommer også nye trekking- og citymodeller samt en opdateret foldbar fatbike. Derudover arbejder producenten med GPS-sporing, fjerndiagnosticering og nye batteriteknologier til kommende modeller.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.