Og så venter der også udfordringer til de kampivrige. I ’BotW’ går våben og skjold nemlig i stykker, så du hele tiden bør sørge for at have et velassorteret våbenarsenal, hvor du gemmer de bedste af slagsen til de mest genstridige fjender. For nogle af spillets modstandere kan virkelig udfordre dig til punktet, hvor nervøse sammentrækninger i ansigtet dukker frem.
Vi taler ikke ’Dark Souls’-sværhedsgrad, men et par gange nåede et ”for helvede!” over mine læber, når samme boss havde kostet mig livet over 10 gange. Frustrerende, men ikke uretfærdigt, for styringen af Link sidder (som altid) lige i skabet, og ’Game over’-skærmen er kun udtryk for ens egne mangel på evner. Løsningen: ”Git gut,” som de unge siger.
Ingen er perfekt
Inden dette går hen og bliver et, langt heltekvad om spillets fortræffeligheder, så må det også nævnes, at man i løbet af de mange timer i Hyrul desværre støder på et par minusser. Styringen er overordnet set skarp og lige i skabet, men spillets menuer er ret omfattende, hvilket betyder, at det fx i kampe kan være ret bøvlet at få nyt liv eller skifte mellem våben.
Stemmeskuespillet er horribelt udført af mennesker, der højst sandsynligt alle er opstøvet på det lokale amatørteater i Japan– tænk folk, der har lært engelsk ved at se ’Downton Abby’.
Artiklen fortsætter efter annoncen