Mobil tilbehørTophistorie

Anmeldelse: Apple Pudseklud

Apple Pudseklud er designet så simpelt, at selv børn kan finde ud af at bruge den – også uden manual. Her er vores anmeldelse.

Det er endelig lykkes for iNPUT at få fingrene i et af sidste års mest populære Apple-produkter. Nemlig Apple Pudseklud, der har været udsolgt siden den blev præsenteret i oktober måned. Den blev simpelthen revet ned fra hylderne og der har været ventetid på tre måneder for at få den tilsendt fra Apple Store.

Selv om det måske ikke er et typisk produkt for os at anmelde, skal I da vide, hvad I går ind til, hvis I overvejer at smide 179 kroner efter kluden.

 

Lad os starte med designet. I vanlig Apple-stil er den nemlig pakket rigtig lækkert ind. Som det ses på billederne herunder, leveres Apple Pudseklud i en tilpasset æske, der er en ren fryd at åbne. Det gøres ved at trække i en dertil indrettet plastikstrip på æskens ene side.

Herfra åbenbares kludens øverste del, men man skal have kluden helt ud af æsken for at se Apple-logoet, der befinder sig på kludens nederste højre hjørne. Logoet er præget ind i kluden og er knapt så tydeligt i virkeligheden, som det er på billederne. Det kan måske ærgre dem, der gerne vil flashe kluden på caféen.

 

Foldes kluden ud, præsenteres man for et kartonark med brugsanvisningen. Apple skriver, at kluden er “sikker til brug på alle Apple-skærme og overflader. Til sjælden rengøring af pletter, der er svære at fjerne på glas med nanotekstur, kan der anvendes en 70 % isopropylalkoholopløsning”. Det fortælles på seks sprog, men ikke på dansk. Det er en ommer, Apple! Til den pris forventer vi oversatte tekster.

Opmærksomme læsere vil måske bemærke, at kluden er helt kvadratisk, men med afrundede hjørner i bedste Apple-designsprog. Ikke uligt et app-ikon.

Blød, men alligevel hård …

Når man så får Apple Pudseklud mellem fingrene, mærker man en meget blød overflade, der med garanti vil få enhver skærm til at føle sig forkælet. Selv om overfladen er blød, er kluden ikke “sjasket”. Faktisk kan man parkere den som et telt på bordet, hvis man er i det humør.Den er stor nok til at kunne skjule en blyant. Eller Apple Pen.

 

Nogle vil måske blive lidt skræmt over kludens stivhed, men jeg synes personligt det er meget rart. Den krøller ikke sammen, når man tørrer fedtfingrene af iPad’ens skærm. Og det er ret smart, når man tørrer begge sider af brilleglasset på samme tid. Godt tænkt, Apple!

I det hele taget er den designet så simpelt, at selv børn kan finde ud af at bruge den – uden manual.

Lav på funktioner

Bortset fra, at man kan tørre fedtede fingre væk og benytte den som et telt til kuglepenne, er det småt med ny funktionalitet. Det er ellers et område, hvor Apple plejer at være godt med.

 

Jeg afprøvede, om den eventuelt kunne dublere som karklud, men den lader ikke til at håndtere opvaskevand specielt godt. Derfor er rådet herfra at holde den tør – og langt væk fra opvaskebaljen.

Til gengæld er den virkelig god til at fjerne børnenes fedtede fingre fra eksempelvis vinduer og briller, ligesom den uden problemer eliminerer støv på fladskærmen. Vær dog opmærksom på, at snavs kan misfarve Apple Pudseklud.

iNPUT mener …

Apple Pudseklud er ikke nogen revolution. Det er ikke engang en evolution. Den gør, hvad man kan forvente, men så heller ikke mere. Samtidig er den ret pebret. Og skal jeg være ærlig, så gør den det ikke bedre end en mikrofiberklud til en flad femmer. Til gengæld ser den blændende ud imens.

Apple Pudseklud

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

179 kr.

Den gør, hvad man kan forvente, men så heller ikke mere. Til gengæld ser den blændende ud imens.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.