Sony fik et kæmpehit på hænderne tilbage 1994, da de præsenterede den første Playstation i Japan. Meget er sket siden, men succesen er ikke blevet mindre for de spilleglade japanere – nærmere tværtimod. Blot en lille uge efter storkonkurrenten Microsoft har lanceret deres konsol, sender Sony nu den spritnye, kæmpestore og meget fremtidsprægede spillekonsol, Playstation 5 på banen – den har været ventet længe.
Og lad os begynde med det mere åbenlyse, designet. Vi har at gøre med en af de største konsollanceringer i nyere tid – rent fysisk. Det er et monstrum af dimensioner, når man første gang hiver den ud af æsken og sætter konsollen foran sig. Playstation 5 er næsten dobbelt så stor som forgængeren, og i den grad mere iøjnefaldende.
Hvor PS4 var en undseelige lille sort kasse, der helst havde bedst af at blive gemt over i hjørnet, vil denne konsol i den grad gerne nedstirres og overbeglos. Og det er på både godt og ondt. Det er altid godt, når tech får lidt mere kant og design, men her kan det muligvis kammer over for eventuelle modparter i parforholdet, som også kunne have noget imod en fysisk spillekonsol i stuen. Situationen i alverdens forhold er velkendt, og kan være en hæmsko for potentielle købere af konsollen. Og hvis gamerne får det svært med at sælge den ind i hjemmet, får Playstation det svært med at sælge konsollen til hjemmet.
Artiklen fortsætter efter annoncen






