Synes du, at en lynlader med 400 kW er hurtig? Så er det måske tid til at spænde sikkerhedsselen. Kinesiske BYD er på vej med ladestationer, der kan levere op til svimlende 1.500 kW. Det er næsten fire gange så meget. Og nu står det klart, at de ekstreme lynladere også er på vej til Danmark.
Den kinesiske gigant er nemlig begyndt at forberede udrulningen af sit nye ladenetværk, Flash Charging, herhjemme. Det afslører et nyt stillingsopslag på bilproducentens europæiske hjemmeside, som iNPUT har fundet. Her søges der efter en såkaldt Site Acquisition Manager, der skal finde og sikre attraktive placeringer til de nye lynladere i Danmark og Sverige. Stillingen kan sågar have base i København.
Det er dermed ikke længere blot en løs ambition om at erobre det nordiske lademarked. Selskabet har sat gang i det praktiske arbejde med at finde steder, hvor de nye ladestationer kan etableres.
Artiklen fortsætter efter annoncen

