×
TeknologiTophistorie

Dansk månebolig testes i Grønland

I tre måneder skal to danske forskere bo i et øde område i Grønland for at teste en intelligent månebolig, som de selv har designet og bygget.

I dag flytter to unge danske arkitekter ind i en intelligent månebolig, som de selv har designet og bygget. “Huset” er blevet placeret i et øde og afsidesliggende sted i Grønland og her skal de to mænd bo indtil december, mens de indsamler forskningsdata, der skal bringe dem et skridt nærmere drømmen om at bosætte månen.

Forskningsprojektet er iværksat af to unge, danske arkitekter fra SAGA Space Architects, Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis.

Boligen er naturligvis spækket med teknologi, der skal hjælpe de to danskere med at overleve i de barske omgivelser. Strømmen genereres via solpaneler og 76 sensorer skal være med til at sikre, at at boligen fungerer i ekstreme omgivelser med -30 grader.

– Vi er totalt isolerede. Landskabet er monotont. Der er ingen omkringliggende stimuli, og derfor bliver det den mest tro simulation af, hvordan det vil være at bo på månen, som vi kan opnå her på Jorden, fortæller Sebastian Aristotelis, der er den ene af de to beboerne.

Open the pod bay doors, Odin

Den intelligente månebolig hedder Mark 1 og hjernen i boligen er en lille blæserløs Lenovo-computer der er blevet døbt Odin. Computeren har kontakt til sensorerne og skal forudsige behov for vedligeholdelse.

– Registrerer én af sensorerne, at luftfugtigheden stiger, eller temperaturen falder, giver den besked om, at der kan være tale om en fejl på et bestemt panel, siger 25-årige Sebastian Aristotelis.

Månebolig
Sebastian Aristotelis arbejder på Mark 1 måneboligen.

Med sensorerne og computeren indsamler de to arkitekter desuden biometriske data fra dem selv og boligen, som sammen med svar på nogle spørgeskemaer skal gøre det muligt at vurdere, hvilke arkitektoniske elementer, for eksempel en plantevæg, som påvirker deres humør og mentale tilstand bedst muligt. Samtidig samarbejder beboerne med 20 forskningsgrupper, som får adgang til data for at komme et skridt nærmere drømmen om at flytte til månen.

En stor del af de vågne timer tilbringer de foran deres computere, som foruden en satellittelefon til absolutte nødstilfælde er deres eneste middel til at kommunikere med omverdenen.

Du kan følge eventyret på deres hjemmeside: lunark.space.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.