Mens der i december blev solgt flere elbiler herhjemme end nogensinde før, tog elbilsalget et gedigent dyk i januar. Bare 577 elbiler blev indregistreret i årets første måned. I december var det knapt fire tusinde.
Corona-nedlukningen af bilforhandlerne og implementeringen af det nye afgiftssystem får skylden. Det er nemlig ikke kun elbilsalget, der er dykket, men bilsalget generelt. Med blot 10.257 solgte biler i januar måned, skal vi helt tilbage til april sidste år for at finde en dårlige måned. Bilsalget i januar var hele 45,1 procent lavere end i samme måned i fjor.
– Oven på vedtagelsen af det nye afgiftssystem var der lagt i kakkelovnen til, at januar skulle blive en rigtigt god måned for os. Det satte coronaen imidlertid en stopper for. Vi forstår naturligvis Corona-situationens alvor, men appellerer samtidig til, at myndighederne vil gribe restriktionerne af detailhandlen mere nuanceret og differentieret an, siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører.
Artiklen fortsætter efter annoncen

