Facebook afholder en række møder med nogle af de største Hollywood-studioer og agenter med henblik på at begynde at producere originalt indhold, som skal være klar i slutningen af sommeren. Det oplyser avisen Wall Street Journal, der har talt med kilder i branchen.
Ifølge rygterne, så snakker Facebook om at producere tv-serier med budgetter på op til 20 millioner kroner per afsnit, hvilket er i den høje ende for originalt indhold. Til sammenligning, så koster en episode af Game of Thrones, som nok er den dyreste tv-serie lige nu, omkring det dobbelte mens prisen på en episode af Breaking Bad var nogenlunde på det niveau og verdens mest populære komedieserie Big Bang Theory koster omkring 13 millioner per afsnit. Facebooks ambitioner fejler altså ikke noget. Det sociale netværk sigter også efter at producere shows til mere moderate priser beskrevet som ”high six figures”, altså under en million dollars (6,5 millioner kroner).
Kortere formater lokker også
Facebook sigter også efter kortere programmer uden manuskript, som de vil tiltrække med lukrative aftaler omkring deling af reklameindtægter. Det overordnede mål er at få del i de mere end 10 milliarder dollars, der alene i USA bruges på tv-reklamer.
Facebook har allerede købt parforholdsdramaet Strangers og et game show, der hedder ’Last State Standing’.
Den Californiske gigant har også købt VR selskabet Oculus, og man kan derfor overveje muligheden for, at nogle eller flere af tv-serierne vil understøttes af Oculus Rift.