Volkswagen har besluttet at sende sin elektriske coupé-SUV ID.5 på pension. Modellen, der blev lanceret i 2021 som et mere strømlinet alternativ til ID.4, bliver udfaset i løbet af 2027, hævder britiske AutoCar .
ID.5 blev introduceret som coupé-udgaven af SUV’en ID.4 med et lavere tag og mere skrånende bagende. Det gav godt nok en smule bedre aerodynamik – og dermed et par kilometers ekstra rækkevidde – men det var ikke nok til at vinde hjerterne hos de danske elbilkøbere.
Hvor ID.4 har rullet over 30.000 gange ud fra de danske forhandlere og ind på vejene, har blot 7.637 danskere valgt ID.5. Den mere praktiske ID.4 har ganske enkelt vundet kampen på funktionalitet og plads – og nu også på overlevelse.
Beslutningen om at fjerne ID.5 fra modelprogrammet er en del af en større strategiændring hos Volkswagen. Fabrikken arbejder på at slanke sit modeludbud og fokusere benhårdt på de biler, der sælger i høje volumen. Det betyder farvel til nichemodeller – og goddag til mere strømlinede porteføljer, skriver AutoCar.
Ud over ID.5 tages også fossilbilen Touareg af modelprogrammet. Samtidig får ID.4 et stort facelift, der giver den et mere klassisk design – og flere knapper.
Herunder en oversigt over de mest populære elektriske Volkswagen-modeller herhjemme, baseret på antal indregistrerede eksemplarer.
# Model Antal 1 ID.4 30.321 2 ID.3 22.613 3 ID.5 7.637 4 ID.Buzz 5.118 5 e-Golf 4.857 6 e-Up 4.339 7 ID.7 4.104
Antal indregistrerede pr. 31. juli 2025 (kilde: Bilstatistik.dk).