Teknologi

Google redder Chrome – men må åbne døren på klem

Myndighederne ville rive kronjuvelen Chrome ud af Googles hænder. I stedet slipper giganten med en løftet pegefinger og lidt datadeling.

Chrome

Google stod med ryggen mod muren i en af de største antitrust-sager siden Microsoft i 90’erne. Men i sidste øjeblik trak de vejret lettet: Dommeren har besluttet, at techgiganten ikke skal skille sig af med sin kronjuvel, Chrome-browseren.

Forbrugerne slipper altså for et scenarie, hvor Chrome pludselig ville skifte hænder – ja, selv AI-selskabet Perplexity havde budt over 200 milliarder kroner for browseren. Det bliver ikke til noget.

Det amerikanske justitsministerium ville have Google til at sælge Chrome, stoppe sine distributionsaftaler og dele massive mængder af data. Men dommer Amit Mehta gik langt mere skånsomt til værks.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Google slipper for en opsplitning, men må åbne en flig af maskinrummet: Selskabet skal dele udvalgte søgedata med såkaldt “kvalificerede konkurrenter” og kan ikke længere kræve, at Chrome, Search eller Gemini skal være fast inventar i partnerskaber. Med andre ord: Google beholder kontrollen – men må give rivalerne en luns.

Kampen er ikke slut

For dig som bruger ændrer dommen ikke meget i morgen. Chrome forbliver Googles ejendom, og din standardbrowser bliver ikke taget fra dig. Men på længere sigt kan alternative søgemaskiner som DuckDuckGo eller Kagi få lidt mere muskler, når de får adgang til Googles data og søgeindeks.

Om det gør en reel forskel, er et åbent spørgsmål. DuckDuckGo kalder dommen “alt for svag” og advarer om, at Google fortsat kan kvæle konkurrenterne. Kagi er mere optimistisk og mener, at dataåbningen trods alt peger i den rigtige retning.

MERE OM SAMME EMNE:

Google er stadig stemplet som monopolist – og det bryder man sig bestemt ikke om i Mountain View. Selskabet har allerede luftet planer om at anke dommen, og skulle sagen ende i USA’s højesteret, kan der gå år, før ændringerne for alvor slår igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indtil da kan du roligt fortsætte med at åbne faner i Chrome. Google slap for tvangsskilsmissen – men slaget om søgningens fremtid er langt fra forbi.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.