Efter to dages intense undersøgelser har NASA givet sin kommercielle partner, SpaceX, grønt lys til at sende to astronauter ud i rummet i den kommende uge. Missionen er planlagt til at finde sted den 27. maj – på onsdag – og der er endnu en godkendelsesprocedure på mandag, men organisationen har altså endnu ikke set nogen grund til at aflyse eller udskyde.
Opsendelsen bliver historisk. Ikke alene bliver det første gang SpaceX sender mennesker i rummet, det bliver også første gang i knapt ti år at der sendes mennesker i rummet fra amerikansk jord. Opsendelsen sker fra det historiske Kennedy Space Center i Florida, USA.
Om alt går vel, skal de to NASA-astronauter – Bob Behnken og Doug Hurley – dokke SpaceX Crew Dragon til Den Internationale Rumstation, ISS. Crew Dragon-modulet har været under udvikling i seks år og det er første gang den skal sendes afsted med mennesker ombord. Kabinen i kapslen er omkring 7 m2 stor og har egentlig plads til syv passagerer.
Artiklen fortsætter efter annoncen

