Med et år til den officielle lancering i slutningen af 2021, løfter BMW nu allerede sløret for BMW iX, som stadig er i udviklingsfasen. Bilen bliver ikke en folkevogn, men skal i stedet byde på de ypperste teknologier, som BMW har at byde på. Den bliver, med andre ord, næppe billig.
– Vi sætter nye branchestandarder med teknologien i BMW iX. Bilen har mere computerkraft til databehandling og mere kraftfuld sensorteknologi end nogen anden af vores modeller, er 5G-kompatibel, byder på nye automatiserede køre- og parkeringsfunktioner samt brug af femte generation af vores elektriske teknologi, siger Frank Weber, bestyrelsesmedlem hos BMW AG, Development.
Femte generation af BMW eDrive-teknologien – der omfatter elmotorerne, elektronikken, opladningsteknologien og højspændingsbatteriet – garanterer “enestående effektivitet,” lover BMW. De foreløbige tal tyder på en ydelse på mere end 370 kW/500 hestekræfter og en tid fra 0-100 km/t på under 5 sekunder.
Artiklen fortsætter efter annoncen








