×
ElbilerTophistorie

Så er der danske priser på BMW iX elbilen

BMW iX skal være et overflødighedshorn og er altså ikke billig. Nu er der kommet danske priser og de starter ved 719.500 kroner.

Da konceptbilen BMW iNEXT blev til BMW iX sidste år, var ingen i tvivl om, at ikke blev nogen billig bil. Men nu er BMW Danmark klar med priserne på de to varianter, der kommer til landet i slutningen af året. Og nej, billige er priserne ikke, men heller ikke absurd høje. De starter ved 719.500 kroner for indstigningsmodellen.

BMW iX er den første model, som bygges på selskabets nye platform for fremtidens generation af BMW modeller. De første detaljer om BMW iX blev offentliggjort i november. Nu går modellen ind i den sidste testfase, før serieproduktionen starter i sensommeren.

Bilen er et “overflødighedshorn” af teknologier. Et eksempel er fronten. Den traditionelle grill er erstattet af et ”intelligenspanel”, som huser en række sensorer. Den helt specielle overflade på panelet reducerer panelets modtagelighed for skader. Den selvhelende effekt af overfladen vil reparere mindre ridser i løbet af et døgn i stuetemperatur eller på kun fem minutter med varmluftsbehandling.

60 kilo genanvendt plastik

Med BMW iX vil tyskerne tage en ledende position inden for brug af genanvendelige materialer. Blandt andet er gulvmåtterne og gulvtæppet i BMW iX produceret af et syntetisk materiale, hvor nogle af råmaterialerne er gamle fiskenet og affald fra plastproduktion. Det samme gælder dele af sæderne, dør- og gulvpaneler samt midterkonsollen. Samlet set består hver BMW iX af cirka 60 kg genanvendt plastik.

50% af den aluminium, der bruges i bilen er genanvendt og letvægtsdesignet understreges yderligere i brugen af kulfiberforstærket plast, magnesium og kun i begrænset omfang ståldele.

Det tyske selskab er også meget transparente i forhold til, hvor bilens forskellige komponenter stammer fra. Eksempelvis kommer kobolt og litium til højspændingsbatteriet i BMW iX fra miner i Australien og Marokko.

BMW iX er også den første model fra BMW Group, der er forberedt til 5G – og den nye generation af  operativ- og infotainmentsystemet BMW iDrive (som vi skrev om forleden) får sin premiere i BMW iX. Sammen med ”BMW Curved Display”, som indeholder et 12,3 tommer informationsdisplay og et 14,9 tommer kontroldisplay, filtrerer det nye BMW iDrive informationerne på en “førerorienteret og brugervenlig måde,” oplyser tyskerne.

BMW iX får en frihøjde på omkring 195 mm, er omtrent lige så lang og bred som en BMW X5, så høj som en BMW X6 og ruller på samme hjuldimensioner som en BMW X7 (20-22″). Med en akselafstand på 3.000 mm, er dimensionerne i kabinen omtrent de samme som i BMW X5, men med mere plads til ben, hoved og skuldre. Bagagerummet er cirka 500 liter, med dedikeret plads til opbevaring af ladekabler.

Bilen kommer i to modeller, xDrive40 og xDrive50, der begge har en elmotor på hver aksel og firehjulstræk som standard. BMW iX xDrive50 har også adaptiv luftaffjedring som standard. Den maksimale anhængervægt forventes at være 2.500 kg, og det er muligt at montere en tagboks. De endelige specifikationer følger senere, men her er de foreløbige data:

ModelBMW iX xDrive40BMW iX xDrive50
Rækkevidde (WLTP)Over 400 kmOver 600 km
BatteripakkeOver 70 kWhOver 100 kWh
EnergiforbrugUnder 20 kWh / 100 kmUnder 21 kWh / 100 km
Ladekapacitet DC150 kW200 kW
Ladekapacitet AC11 kW (3-fase)11 kW (3-fase)
MotoreffektOver 300 hkOver 500 hk
Acceleration 0-100km/tCirka 6 sekunderUnder 5 sekunder
Topfart200 km/t200 km/t
Startpris719.500 kr.929.500 kr.
“Fully charged edition”850.000 kr.1.060.000 kr.

Fully Charged Edition” indeholder blandt andet: Komfortadgang, Parking Assistant Plus, 4-zoners klimaanlæg, Heat Comfort Package, Driving Assistant Professional, BMW Live Cockpit Professional, BMW Natural Interaction, BMW Laserlys, Sky Lounge panoramaglastag, antracitfarvet tagbeklædning, Clear & Bold interiørdetaljer og tonede ruder for solbeskyttelse.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.