×
Teknologi

Nu kan du snart bruge iPhone apps på din Mac

Apple planlægger at gøre det muligt for programmører at skrive en app der både kan køre på en iPhone og en Mac

Apples iOS App Store har været en enorm succes, der nærmest helt alene gjorde iPhone til en enorm succes. For nogle år siden lancerede Apple så også en App Store på deres serie af Mac computere – men der har de ikke haft nær det samme held med at få udviklerne (eller for den sags skyld brugerne) til at hoppe på. Tværtimod er det faktisk en meget begrænset mængde apps der er til salg i Mac App Store, og dem der er opdateres alt for sjældent. Derfor prøver de nu at skabe en platform der giver udviklerne mulighed for at programmere en app til iOS (iPhone og iPad), der så også vil kunne bruges på en Mac.

Microsoft har været der

Det er ikke første gang at en producent af styresystemer prøver tricket med at gøre apps platformuafhængige. Da Microsofts nu afdøde Windows Mobile sang på allersidste vers prøvede de nemlig at gøre præcis det omvendte af det, Apple nu forsøger; de ville have programmørerne til at flytte deres apps fra Windows platformen på PC over på det nye Windows Phone som Microsoft lancerede – men det gik heller ikke, og der kom aldrig rigtigt gang i det, så Microsoft har nu også lagt Windows Phone i graven. Det er altså endnu ikke lykkedes en producent at lave en fælles platform der er attraktiv nok til, at app udviklerne hopper på limpinden og udvikler til den. Men det håber Apple altså nu at kunne gøre, og eftersom både deres iOS og Mac enheder har temmelig stor opbakning blandt brugerne vil det måske gå anderledes.

Kommer allerede næste år

Bloomberg, som har opsnappet rygterne, mener at vide, at “project Marzipan” som konceptet bliver kaldt internt i Apple, vil blive lanceret allerede på Apples udviklerkonference WWDC, der som altid løber af stablen i juni 2018. Dermed vil det være muligt at programmere “fælles” apps til begge platforme allerede fra det tidspunkt, og de første vil formentlig være at finde når de forskellige styresystemer lanceres til efteråret 2018. I artiklen fra Bloomberg spekuleres der også i, at det kan være første skridt på vejen imod et enkelt styresystem til alle Apple enheder – noget der har været talt om mange gange, men som endnu virker til at være et godt stykke ude i fremtiden.

Læs også: Apple AirPlay 2 guide – hvad er det, og hvad kan det?

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.