Det er otte år siden, Elon Musk med vanlig selvtillid præsenterede Tesla Roadster 2.0 – den elektriske superbil, der ifølge ham selv skulle sprænge fysikkens grænser med 1.000 kilometers rækkevidde og acceleration hurtigere end en Formel 1-bil.
Men 2025 nærmer sig sin slutning, og bilen er stadig ikke mere end varm luft. Nu kræver flere af de tidlige kunder deres penge tilbage – blandt dem tech-kendisser som OpenAI-chefen Sam Altman.
“Jeg lagde 45.000 dollars i depositum for en Roadster i 2018. Nu vil jeg bare have dem tilbage,” skriver Sam Altman på sin profil på X.
Altman fortæller ifølge Ars Technica, at han forsøgte at kontakte Tesla for at få sin refundering – men at e-mailadressen til Roadster-forudbestillingerne var blevet slettet.
Han er langt fra den eneste. YouTube-stjernen Marques Brownlee måtte tidligere gribe til telefonen og ringe direkte til Tesla for at få det meste af sine 50.000 dollars tilbage. På Reddit og i Teslas egne fora er der nu lange tråde fra frustrerede entusiaster, der føler, at de har givet virksomheden et rentefrit lån – uden at få noget som helst ud af det.
Et løfte, der forsvandt i dampen
Da Roadster 2.0 blev præsenteret i 2017, skulle den markere Teslas indtog i hyperbil-klassen. Men siden er der kommet konkurrenter fra både Rimac, Lotus og Lucid – alle med biler, der faktisk eksisterer. Hos Tesla står Roadsteren fortsat som en teaser på hjemmesiden, men uden lanceringsdato.
Historien endnu et eksempel på, at Tesla ikke længere er den frække udfordrer, men en gigant med voksesmerter. Det handler ikke kun om en bil, der aldrig kom – men om tillid.
“Når selv Sam Altman ikke kan få fat i sin kontaktperson hos Tesla, siger det lidt om, hvor langt væk Roadster-projektet er,” skriver Ars Technicas journalist Jonathan M. Gitlin.












