Når elbiler oplades, går der energi tabt, som du betaler for, men som ikke ender i batteriet. Dette tab viser bilens system ikke. ADAC, der er FDM’s søsterorganisation i Tyskland, har testet ladetab på 90 elbiler – og forskellen mellem den energi, der kræves til en fuld opladning, og batteriets nettokapacitet er nogle gange betydelig.
For at fylde BMW iX’s 105 kWh store batteri, skal der ifølge ADAC Ecotest oplades 125,2 kWh. Altså mere end 20 kWh i ladetab, som man stadig skal betale kilowatt-prisen for. Det ser ikke meget bedre ud med Xpeng G9, der kræver 21 kWh mere, end der kan være på batteriet.
Hovedårsagen til ladetabet er omdannelsen af vekselstrømmen til jævnstrøm. Da elbilens højvolt-batteri kun kan lagre jævnstrøm, men elnettet leverer vekselstrøm, skal bilens indbyggede lader omdanne strømmen til jævnstrøm. Her opstår der allerede betydelige tab. Yderligere tab opstår i 12-volts-systemet, da flere styreenheder er aktive under opladningen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

