×
Gadgets

LG’s foldbare telefon er delt i to

LG har også en foldbar telefon. Sådan da. Deres bud på en mobil med to skærme er nemlig … to skærme. Mød LG V50 ThinQ med 5G-tilslutning.

LG forsøger sin helt egen tilgang til foldbare telefoner. Hvor Samsung, Huawei og Oppo har præsenteret foldbare, hvor skærmen vitterligt foldes, så har LG valgt at løse udfordringen ved at skabe en sekundær skærm, der kan monteres efter behov. Det ser måske ikke lige så elegant ud, men der er to klare fordele ved den tilgang: Telefonen er tyndere – og sandsynligvis billigere.

Den 6,2 tommer store LG V50 ThinQ-mobiltelefon og den tilhørende Dual Screen-tilføjelse er begge baseret på OLED-skærmteknologien. På presseeventet i Barcelona foreslog LG blandt andet, at sandwich-løsningen kunne bruges til:

  • En touchscreen kontrolpad til gaming.
  • Gruppeopkald, hvor ejeren kan se begge deltagere i fuldskærm.
  • Et Youtube-livestream arrangement, hvor vloggeren kan se video på den ene skærm og kommentarer fra brugerne på den anden.
LG V50 ThinQ

Den sekundære skærm tilsluttes til LG V50 ThinQ via tre såkaldte pogo pins på telefonens bagside, så USB-C-stikket ikke optages. 

“Sandwich’en” kan naturligvis også klappes sammen, så den ekstra skærm kan fungere som beskyttelse af telefonens skærm. 

Klar til 5G

LG fortæller at telefonen kan bruges på 5G-netværket, når det engang bliver en realitet.

LG fortæller også, at telefonen har hele fem kameraer, nemlig tre på bagsiden – 12 megapixel standardkamera, et 16 megapixel super-wide kamera og et 12 megapixel telefoto-kamera. På fronten har V50 ThinQ to kameraer, nemlig et 8 megapixel standardkamera og et 5 megapixel vidvinkel.

Telefonen drives af Qualcomms Snapdragon 855 og 6 GB RAM. Den skulle have et pænt stort 4.000 mAh batteri, så der er saft til at trække begge skærme.

LG har hverken fortalt om pris eller lanceringsdato, men V-serien er ikke just nogen økonomimodel, så helt billig bliver den nok ikke …

Hvad tænker du om LG’s tilgang til foldbare telefoner?

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.